Indbrud i Fabyen... Forbandede tyveknægte :(

Så jeg har haft indbrud i min bil her den 28/11. Det er aldrig sjovt, især ikke når man først opdager det kl. 15:30 om eftermiddagen efter bilen formentlig har stået med smadret siderude siden en 2-3 stykker om natten i snevejr, og man ydermere forventes til middag hos farmand kl 16:00.

Heldigvis var det frostvejr, så ingen nævneværdige skader på betrækket. Men en smadret siderude, et handskerum der pludselig fylder meget mere når indholdet er spredt ud over et større område og glas ude over begge forsæder.

Status blev:

• et mistet Pioneer DEH anlæg, (som ellers har fulgt mig trofast igennem de sidste 5 år og givet mig mange gode og mindeværdige timer på de danske landeveje), flået ud af mit instrumentbræt, heldigvis uden at beskadige ledningerne/stik. De smadrede så min kopholder, hvilket ikke var det store tab da den ikke blev brugt vildt meget, men stadig!
• en mistet Bjørn Borg pengepung (heldigvis var det sidst på måneden og mit dankort havde jeg i min lomme og det har efterfølgende vist sig at mit kørekort lå i min lille taske) med diverse medlemskort samt sygesikringsbevis. Nu er det bare bittert at det er den eneste pung jeg har været glad for igennem tiden :/
• et stk.manglende Brobizz
• et ukendt antal CD-er
• mine elskede Barito køre-/solbriller

Jeg ringede straks til politiet og meldte det, og kunne efterfølgende konstatere at forsikringen havde lukket, så det måtte vente til om mandagen. Kæresten og jeg tapede hullet til og sneglede os til Smørum til lækker mad og et par timers hygge med familien.

Mandag morgen tog jeg kontakt til Carglass via deres Online bestilling. De ringede efter en times tid og havde en mand ude ved mig på jobbet allerede ved 9 tiden og kl 10 kunne jeg køre min nystøvsugede og velduftende Fabia på plads på parkeringen igen. Onsdag ringede de fra Taksatorringen og vi fik sporet os ind på hvad jeg skulle gøre omkring et nyt anlæg og allerede torsdag havde jeg en aftale med taksatoren i Autohuset Glostrup. Efter at han havde taget sine billeder blev jeg sendt af sted igen med en besked om at jeg ville blive kontaktet omkring anlægget, som jeg havde valgt skulle være et Sony MexBT5000. Det blev jeg så allerede torsdag eftermiddag af Carsound og det viste sig snart at det anlæg jeg havde set mig lun på ikke var muligt at få, hvorfor jeg blev tilbudt et Sony MexBT5700 som kunne nogen lidt andre ting, men kunne de ting jeg havde sat som krav til et nyt.

Sony Mex-BT 5700

Som plaster på såret fik jeg et par 100 krs ekstra rabat oven i de 32% rabat de kunne tilbyde i forvejen. Det betød at jeg kunne glæde mig til at sætte et anlæg til lidt godt og vel 3499 for en brugerbetaling på 500 kr. Det er absolut 112% i orden. (anlægget kan fås på tilbud rundt omkring til en 2500 på en god dag)

Var på værksted igen om torsdagen og fik sat den nye kopholder i og næste dag kom anlægget med Post Danmark og jeg måtte fluks ringe til Jesper og aftale at han kom og satte det i.

I dag skriver vi så mandag den 13/12 og jeg har nærmest nervøse tics hver gang jeg har sovet hos kæresten i Avedøre og kommer ned til bilen om morgenen og med en knude i maven lige lader blikket falde hen over ruderne for at se om de stadig er hele. Kommer de igen bliver de skuffede. Jeg lader IKKE mit anlæg sidde i mere .

Udover det selvfølgelig er pisse bittert og det har givet mig en del hovedbrud, så prøver jeg at se det bedste i situationen. Havde igennem et stykke tid tænkt på om ikke det var ved at være på tide at udskifte mit anlæg, da det ikke kunne afspille mine .wma-filer plus jeg godt ville se om ikke jeg kunne få en velfungerende bluetooth funktion med mulighed for håndfri til min mobil. Slap altså med 500 for et fedt nyt anlæg, jeg havde friskade, så ruden kostede mig ingenting, og forhåbentlig får jeg nok penge fra forsikringen til at jeg kan købe mig en ny pung og et par nye kørebriller.

Det kunne være gået meget værre jo.

Når man tvinger sit hjerte åbent igen..

Jeg undrer mig over hvorfor jeg skal have det sådan.

Når de forbudte ord glider fra mine læber i et hviskende favntag og jeg allerede i det de forlader mig føler panikken indfinde sig.

Fortumlet imens min hjerne er i vild diskussion med sig selv; en primitiv instinktiv del der panisk skriger "flygt, gem dig for smerten som du ved kommer", en anden der med lidt mere rationelle og insisterende argumenter forsøger at overbevise mig om at jeg blot igen er ved at lade mig forblinde i flyvske drømme om et familieliv.

Hvor jeg gang på gang må tvinge mig selv til at lade fornuften tage over og igen og igen fortælle min paniske side at det her er værd at tro på. At intet godt kan blive hvis ingen risiko tages. Tvinge mig selv til at tro på at det blot er min hjerne der forsøger at skærme mig for mere smerte. Fornuften insisterer på at jeg skal turde turde det. Turde at tro på det, turde at tage chancen. Turde at lukke mit hjerte op for den potentielle smerte ved at elske en anden

Lukker langsomt mine øjne og ser hans foran mig. Trækker vejret dybt og mærker efter inden i. Fortæller mig selv at vi hører sammen. At det ér meningen. Det føles jo rigtigt. Burde jeg så ikke tage chancen?