Jeg elsker dig. Et gæsteindlæg so-to-speak.

Har længe tænkt på at dele dette blogindlæg. Fandt det tilbage i maj 2010 og det ramte virkelig hovedet på sømmet for mig, set i forhold til hvor mit standpunkt var den gang. Det er smukt, dybfølt og medrivende. læs med.. Og nyd Trine's håndtering af det danske sprog.

Jeg elsker dig


Hvad fanden er det lige som sker for dét der kærlighed?
Jeg undrer mig meget!

Èn ting er at mit hjerte er gået i tusinde stykker over at den kærlighed jeg kendte og det liv jeg levede ikke eksisterer mere.
Èn anden ting er, at jeg ikke længere ved hvem jeg selv er, og drøner forvirret rundt i en febrilsk jagt på at huske og finde mig selv igen.
En tredje ting er, at der er ting der har gjort så ondt at mit knuste hjerte har muret sig inde og kun tør spionere ud på resten af verden fra et usynligt kighul.

Jeg er frosset til is, stivnet i en grimasse som jeg havde forestillet mig ligner et smil, men som mest af alt ligner at jeg står og snerrende viser tænder.
Jeg er så bange for smerten ved nederlag og hjerteproblemer, at jeg låser mig selv og mit hjerte inde i et fængsel, der til forveksling ligner en lillebitte lejlighed.
Jeg frygter at blive sårbar, at ting skal gøre endnu mere ondt end de gør i forvejen - og den form for altovervældende angst har gjort mig hård, kynisk og forbeholdende umedgørlig.

Men det har jeg bare lige glemt at fortælle mit hjerte.
Mit hjerte er åbenbart mere naiv end jeg selv er, for uanset hvor mange forbehold jeg beder det om at tage reagerer det spontant med heftige hjerteslag hver gang han er der. Ham. Fyrbøderen.

Mit dumme, naive hjerte har taget fusen på mig, og insisterer på at føle alle de forbudte følelser som min hjerne trygler om at lukke af for.
Dét hjerte jeg troede var ødelagt og trampet itu er åbenbart stærkere end jeg selv var klar over - og uafhængig af resten af mit system har det bestemt sig for at tro på det.
Kærligheden.
Mit hjerte tror på den kærlighed som jeg selv havde mistet al tillid til.

Hvordan kan mit hoved og mit hjerte arbejde så modstridende? Hvor kommer det fra - håbet? Tør jeg stole på at mit hårdt prøvede hjerte kan blive ved med at være så stærkt, som det tilsyneladende er? Hvordan kan det være, at uanset hvad jeg som menneske står i insisterer mit system på at tro på det gode, uagtet de erfaringer jeg har gjort mig?
Vil det i virkeligheden sige at Løgstrup havde ret?
Jeg undrer mig meget!

Mit dumme, naive hjerte har indgået en alliance med min mund, og de skrøbeligste, mindblowing blændende udenfor-al-fornuft og allermest fantastiske ord flyder fra mit forrædderiske hjerte - hele vejen ud gennem mine illoyale læber.
Jeg elsker dig.

Mit hjerte tror på det. Min mund siger det.
Mit hovede og jeg selv undrer mig!
Men lige om lidt må jeg sande, at mit dumme, naive hjerte har ret - og resignere.

Sommerfugle

Her i skabet gemmer jeg mine æsker.
De fleste uberørte, støvede, næsten glemte.
Så længe siden jeg har skulle bruge noget heri.
Ude af syne.. Ude af sind.

Andre helt fremme, tydeligvis ofte åbnet og rykket rundt.
1000 forme og farver, smukke i deres pragt.
Små fine æsker der så nydeligt står stablet.
Der skal være orden i sagerne!

Ah se. Her er én. Skrammet og bulet, mærket af tidens tand.
Tung som arvesynden.
Det skrumler og rasler derinde, lyden af ting der vil ud i det fri
Heldigvis er låsen solid!

Men perlen i min samling er denne!
En lille sølvfarvet æske med de fineste dekorationer
Skinnende blank på ydersiden, hård som stål, men let som sne.
Overfladen præget af mærker efter hammeren der skabte dens forunderlige form.

Åbner du den, Forsigtig nu!
Forundres du over det smukkeste, silkebløde kongeblå fløjls-for.
En lille skat i sig selv.
Større er dog skatten inden.

Rundt flyver de, se dem!
De små, de sarte, nogen blege som kun tiden kan.
Andre store, stærke og farvestrålende
Sprudlende af liv flagrer de rundt.

De smukkeste livsbekræftende af alle slags
Flakser rundt i mit lille kongeblå univers.
Rumsterer, oprører, berører, forfører, forvirrer mig
Med deres flyvske uskyldige leg.

Mest af alt vil jeg bare lade dem flyve
Men jeg gemmer dem til den dag jeg er parat.
Endnu en gang må jeg sande
At tiden ikke er moden til at slippe dem fri.

Så jeg stiller den smukkeste æske af dem alle
Tilbage på plads i baghovedet
Lytter sørgmodigt imens
Sommerfuglene nødtvunget falder til ro i mørket.

Skønheden & Udyret - en musical



Venligst udlånt af http://www.skonhedenogudyret.dk/

 Så min roomie og jeg var ultra impulsive i går. Vi diskuterede om vi skulle tage ind og se forpremieren på Mastodonternes opsætning af Disney eventyret Skønheden & Udyret på Tap1 (Carlsberg Tappehal). Fra tanke til handling er der ikke langt i mit hoved, hvorfor vi efter 15 min var i fuld gang med at hoppe i noget "teater-tøj". Det skulle sig senere vise at vi var en smule "overdressed for the occasion", men det viser bare at vi har klasse og det har resten af pøblen ikke! :)

Efter at have nydt en lækker unghane med sæsonens grønsager begav vi os op på vores pladser, som rent faktisk var anmelderpladser (han meldte afbud.. Vores held). Ganske fine på 10. række, godt og vel midt for. Vi var skam tilfreds med udsynet.

Forestillingen startede og vi kunne konstatere at musikken absolut ikke fejlede noget, hvilket jo er ret heldigt med tanke på at det er en musical :D

Noget jeg især vil huske tilbage på med mit glade barnesind er de mange imponerende kostumer, som virkelig var fantasifulde og ikke mindst smukke. Gaston var måske lidt "plastik" og virkede ikke så "skovhuggeragtig" som man måske kunne have håbet. De små sukkerknalder var simpelthen bedårende, og servietterne ikke mindre end geniale! Lumiere's lysestagehænder var godt gennemtænkte og Clocksworth's ligeså.

Venligst udlånt af http://www.skonhedenogudyret.dk/

Jeg har et par roller jeg gerne vil kommentere lidt på.

Belle (Julie Lund)
Skuespilsmæssigt har jeg intet at udsætte. Hun portrætterer den uskyldige men dog kloge unge pige på en måde så man kun kan holde af hende. Det eneste sted jeg mener hun falder igennem er i sangene, hvor hun ind imellem udfordres ud over hendes evner. Hun har problemer med at nå de høje toner, men derudover en smuk smuk stemme.




Le Fou (Magnus Vilhelmsborg Gøl)
Simpelthen fantastisk. Lige i øjet.

Gaston (Thomas Michaelsen Brøchner)
FANTASTISK præstation. Min veninde og jeg var begge rørende enige om at han var spot on i forhold til tegnefilmen selvom vi godt kunne have forventet større overarme ;) Måske lige lovlig meget læbestift, men han var så godt karikeret, lige fra den stoltserende gang til ansigtsmimikken som var hylende grinagtig. Og da han viser salen sin fantastiske "hårpragt" på brystkassen var vi flade af grin.

Udyret  (Martin Alber)
Man sidder lidt med samme fornemmelse som man gør når man ser auditions til Talent. Man krummer lidt tæer, tænker "er du klar over du risikerer at komme på nationalt tv" og "hvorfor er der ikke nogen der har fortalt ham at han synger elendigt"? Synd.

Clocksworth (Steen Balslev)
Se her er en præstation som fortjener et ekstra bifald. Til trods for at Skønheden & Udyret nødvendigvis må kategoriseres som en børneforestilling gjorde Clocksworth figuren sit til at vi voksne fik lidt ekstra at grine af. Episoden hvor han bliver overrasket i at stå og lege med "sin lille viser", som en lille nysgerrig dreng er simpelthen ubeskrivelig. Igen. Vi skreg af grin.

Absolut anbefalelsesværdig. Både for børn og barnlige sjæle :)

http://www.facebook.com/video/video.php?v=1568060928837&ref=mf

At være eller ikke at være.. en Tomboy?

I forbindelse med min selvransagelse omkring det at være en alfahun, er det gået op for mig, at det måske kan have sin oprindelse i min opvækst. Jeg har altid selv betegnet mig selv som en tomboy, men nok uden helt at vide hvad det indebar.

Lad os starte med at se hvad Urban Dictionary fortæller om tomboys:

A girl who dresses and sometimes behaves the way boys are expected to, often into more masculine things like "stronger" sports, computers, or cars. Stereotypically wears jeans, baseball caps, and denim vests/jackets. Often brought up with a lot of brothers or a child of a single father. 

1. wears jeans all the time without thinking twice
2. thinks twice before wearing a skirt, then thinks again and decides not to
3. never to be seen in a skirt or dress of ANY kind
4. has mostly guys for friends
5. doesnt mind getting dirty once in a while
6. complete opposite of a girly girl

despite hangin out mainly with boys, a large number of boys find tomboys attractive.jealous preppy girls usually get jealous and try to spread rumors that tomboys are lesbians, but in all actuality, its the preppy slut who looses because tomboys dont care SHIT about what other think of them and the guys still like them!

Jeg er nok et klassisk eksempel på en tomboy. Jeg voksede op med en hårdtarbejdende mor og en stedbror som ikke altid var lige sød. Ret tidligt blev jeg ret hård i filten. Jeg legede med drengene, fremfor pigerne og jeg har slet ikke tal på alle de timer i sandkassen foran lejligheden som blev brugt på de grønne plastik soldater. Ricky og jeg udkæmpede de vildeste slag dernede :) I skolen hang jeg primært ud med drengene, når jeg havde fri var jeg gerne sammen med min onkel Jens eller min stedfar Benny. Med Benny hørte jeg Led Zeppelin, Beatles, Elvis etc. og lørdagene foran flimmeren med Premier League og "dong"-bold er et af mine få gode hyggelige minder fra min barndom. Det er nu skægt. Min første fodbold kamp husker jeg som var det i går. 17. april 1995 FC.København møder Brøndby på Brøndby Stadion. Min stedfar var ikke decideret Brøndby fan, men holdt med dem "fordi de var herfra vestegnen" og man skulle støtte de lokale. Det samme hørte jeg i skolen og det var mig en gåde at ikke flere var for de hvide fra KBH. Vi tog som sagt ind og så kampen og det var jo dybt facinerende for en lille tøs som mig.

Pludselig at opleve stemningen og rent faktisk få lov til at følge spillet live istedet for at skulle være tvangsindlagt til kommentatorer som allerede dengang var intetsigende at høre på. At kampen så skulle gå hen og blive så mindeværdig med Lars Højer der scorede til 2-2 på straffe for så at se Per Frandsen lukke og slukke i det 69. minut var ikke mindre end epic. Har hængt ved lige siden. Haft min del af udebaneture med fanclubben for i en årrække at have ført en temmelig tilbagelænet casual fodbold fan stil, for de sidste to år at blomstre op sammen med vennen Jesper. Vi to har efterhånden en del kampe i bagagen sammen. Og nogen epic branderter.. Hold da fest.

Så en lille opsummering af mig..

Vi kan starte med min hund. Jeg har en hund som man kan klappe så det runger i ribbenene. En hund som når den skal have sele på, skal i army-mønster og absolut ikke pink. Hvor vi snakker patruljelinier frem for flexlinier. Hvor vi begge får et kick ud af forsvarsarbejde og glammen så mundvandet står omkring hendes kæber. Jeg har tidligere trænet hende i Schæferhundeklubben, hvor jeg stadig er medlem, men nu kun deltager til hyggekonkurrencerne.

Jeg er medlem af hjemmeværnet, pt. i en MOTINF deling (2. MOTINFDEL Jonstrup), hvor jeg arbejder henimod at måske kunne stille min arbejdskraft til rådighed for ISAF styrken.

Jeg er fodboldfan, og kan ind imellem findes på lægterne i Parken udspydende perfide og sjofle kommentarer imod hhv. modstanderen eller disses fans, som absolut ikke hører hjemme i munden på en pæn pige.

Jeg arbejder i vagtbranchen. Både i et kontorjob, men har også en lille bi-gesjæft som vagt på lyngby stadion samt til diverse gymnasiefester rundt omkring hvor de har brug for "A Female Touch" (visitering etc).

Godt og vel 80% af mine venner er fyre.. I alle aldre. Noget der til tider har været svært at kapere for kærester i gennem tiden. Nogen af mine venner er ydermere gamle kærester og jeg har fuld forståelse for at DET kan være en svær pille at sluge ;) Men sluges.. Det skal den. :)

Jeg styrketræner pt. mindst 3 gange om ugen, selvfølgelig konditionstræner jeg også da mit mål også er at smide nogen kilo, men det der virkelig kan få mig op og ringe pt. er når der ryger nogen kilo igennem musklerne.



Min Fabia anno 2005

Jeg går en smule op i min bil. Godt nok ikke så meget som tidligere, men har altid haft en fascination for motorer (gerne de store af dem og især dem der kan køre stærkt :D ) og benytter gerne lejligheden til at smække "hjelmen" op på PMV-er etc. når jeg har muligheden. Fantastiske maskiner! Har selv en lille Skoda Fabia Combi 1,9 TDI PD, som er stylet med blød hånd (omend stylingen er lidt skrammet efterhånden), men den har da både øjenskygger, malede kalibre og tromler (ja.. Og jeg HAR faktisk flere gange fortrudt jeg gjorde det), jeg havde også nogen MEGET specielle baglygter til den, men dem smadrede den tidligere ejer af Skoda Svinninge da han valgte at placere sin Octavia i siden på min bil... Jeg har sorte sidestolper (noget freaking klamp fra tyskland jeg IKKE kan anbefale.. Det er ydermere ikke til at få af.. Suk). Har sat læderrat, læderknop, instrumenteringsskiver i aluminium i og den daværende kæreste fik lov at muntre sig med at smide højtalere i for en mindre formue.. Suk. Nå. i det mindste kan jeg da høre min musik for fuld udblæs nu. 16" alufælge og hvis jeg selv skal sige det, stod hun helt pæn dengang det hele var nyt
Jeg snakker som en havnearbejder. Det er hvad man får ud af at blive opdraget af mænd :) Hele min omgangstone er temmelig øøh.. Maskulin.. Kan vist ikke sige det pænere.

Jeg spiller computerspil. Altså jeg har spillet World of Warcraft ret intenst men droslet voldsomt ned efterhånden som interessen ebbede ud og andre mere interessante fritidsinteresser kom på bordet (se afsnit omkring Projekt MOTINF ;) )

Makeup og tøj har aldrig interesseret mig specielt meget, medmindre det da lige et grej til mit hjemmeværnsvirke, nye fodboldtrøjer/sokker etc. Det er dog ved at vende. Har rent faktisk et par kjoler i skabet nu, men jeg gør stadig tingene på min måde og jeg er faktisk stolt af at skille mig ud. Hvis ikke det er tomboyish, så ved jeg ikke hvad der der.. :) Og jeg er stolt af at sige at jeg i en alder af 32 stadig er en tomboy..

Sidst men ikke mindst.. Når min bedste ven engang nosser sig sammen til at blive gift.. Så har han lovet at jeg skal være hans "Best Man". Og jeg er ydermere blevet udfordret til at dukke op i jakkesæt.. Meeeeeeeeen... Der tror jeg sgu jeg trækker grænsen :)

Stof til eftertanke.

Når man vælger at skrive en blog, vælger man for de flestes vedkommende også at åbne sit liv for flere end kun lige de nærmeste.

Tænker ofte over hvad jeg vælger at dele, men lige som med facebook, hvor man måske nok var lidt tilbageholdende og forsigtig i starten så vænner man sig til offentligheden og grænserne for hvad der er "privat" rykkes.

I takt med at jeg får sat ord på hvem jeg er, hvad jeg står for, hvad og hvem jeg drømmer om, oplever jeg at det er befriende at se dette nedfældet på skrift. At se sine tanker og ideer manifestere sig fra bogstaver, til ord, til sætninger, for til sidst at stå som endegyldige udleverende blogindlæg, som små glughuller indtil min forpinte og forvildede sjæl, det er på sin vis med til at bekræfte mig som den jeg er.

Den åbne, delende, altfavnende og givende Anne, som aldrig er bleg for en udfordring, hvad enten det er sig tequila, mænd eller måske endda et par timers tøsefilmmarathon. Eller måske endda at åbne sit inderste for både venner, familie og den store ukendte masse derude som af en eller anden grund er faldet over netop min lille blog. Og af ukendte årsager kommer tilbage.

Håber at I griner med mig i modgang og medgang.

Og endnu en gang sidder jeg tilbage og må minde mig om at denne blog faktisk mest er for min skyld, mit åndehul, min dampventil, og ikke for jeres underholdning ;)

Alfahunner.. Og Tomboys?

Alfahannen
Du kender nok udtrykket Alfahan. Hvis ikke, så må jeg hellere nævne at det er et udtryk vi nok bedst kender fra ulveflokken, hvor det ledende par i en flok er alfaparret. Det er kun dette par der må få unger. Resten af flokken fungerer som legetanter og legeonkler og er som oftest også voksne unger fra tidligere kuld.

Udtrykket alfahun dækker over alfahannens mage og så skulle man måske tro at forklaringen stopper der. Men heldigvis (?) kan vi også overføre alfa-terminologien til menneskernes verden og så skal jeg lige love for at sagen bliver en del mere kompliceret. For hvad er en alfahan så?

Hvad kendetegner den menneskelige alfahan?
Der er flere ting i det.. De fysiske træk som vi først bliver tiltrukket af og dernæst de psykiske som hver trunten i land ;)

De fysiske træk (iflg. kvinder på nettet (dvs. der er intet videnskabeligt ved dette, men kun subjektive vurderinger):

Store mænd (det være sig høje/bredskuldrede/velvoksne, altså et godt gedigent mandfolk!) med brede kæber og dybe stemmer. Bagtanken er at jo mere af dette, des mere testosteron har han i blodet og dermed des bedre gener.

De psykiske træk:

Meget selvstændig. Utilbøjelig til at ville styres af nogen andre. Kan tage vare på sig selv, og ofte også har han også overskud til at tage hånd om sine omgivelser. Det er ham der vil gå rigtig langt for sine venner. Har ofte det vi betegner som en stærk personlighed. Kan være svær at overbevise om at han tager fejl, for som oftest vil han være overbevist om at han har ret. Det har han jo altid! Kan have svært ved at indgå kompromiser og har en tendens til at ville gennemtrumfe sin vilje. Han kan også være temmelig egoistisk.

Kender du Typen?

Ham der fylder et helt lokale - og som man aldrig er i tvivl om er til stede.
Ham der hviler så meget i sig selv, at selvtilliden nærmest virker skræmmende for andre.
Ham alle alle piger flokkes om, fordi han er den åbenlyse leder - og en mand med stort M.
Ham som til hver en tid vil forsvare og forkæle sin dronning, uagtet at det måske er et upassende tidspunkt.
Og hvad indebærer det så at være en alfahun? Jeg har venner der straks vil vende sig imod mig og pege, når spørgsmål lyder "hvem er alfahunnen" iblandt mig og mine veninder. Hvorfor har jeg ikke kunne sætte fingeren på.

Har for nyligt læst følgende blogindlæg, der for i øvrigt hedder "Alfemale", og her skriver wysiwit, bl.a.:

So I’ve always felt at home in a room full of guys. I feel like I can just be me, and I relax and forget myself. I feel like one of the guys. Until suddenly I realize that I’m not, and I never can be. It’s like being awakened by a kick in the face.

Suddenly I see that they’re not talking to me because they want to hear what I have to say, but because they’re hoping, if they pretend to listen, they might get to take my clothes off afterwards. It’s like the dream where you find yourself naked in a room full of people.

I’m in the lions’ den, and the animals haven’t been fed. They look at me like a big chunk of meat, and I just want to hide, to disappear. To escape.

og efter at have læst hele indlægget som rent faktisk føltes lidt som om hun var inde i mit hoved og blot formåede at sætte ord på mine tanker, så satte jeg mig for at blive lidt klogere på mig selv. For jeg føler mig bedst tilpas med gutterne, hvor snakken går om mere håndgribelige ting uden så meget tøsefnidder. Hvor tingene bliver sagt, råt for usødet, hvor dikkedarene er gemt væk til fordel for snak om gearkasser, våbenolier, offsidereglen etc. Har altid skilt mig ud fra flokken, enten i kraft af mit udseende, mine holdninger eller interesser. Troede jeg var en outsider uden helt at forstå hvorfor. Jeg mente jo at jeg havde ret i det jeg gjorde. Har aldrig været en del af "massen", har til tider ønsket jeg kunne tilpasse mig, men i bund og grund har jeg det jo fedt med at være hende der skiller sig ud. Jeg har derfor aldrig forsøgt at tilpasse mig, og i en alder af 32 føler jeg mig som en elefant i en porcelainsbutik når jeg tager en kjole på og selv når jeg er allermest feminin føler jeg mig stadig udsat i kjole. Sammen med veninderne føler jeg mig nøgen og sårbar når jeg er i kjole. Føler jeg blegner når de er helt dullet op og jeg forsøger at være med på deres præmisser. Men giv mig et par lækre jeans og en nedringet trøje og jeg er i mit es igen. Er det ikke sært? Lige så snart jeg er tilpas i mit tøj kan jeg igen være hende den frembusende, forførende og inciterende kvinde, som uden at lægge skjul på sine egne fortræffeligheder udpeger sig en dejlig fyr i mængden. Men pludselig sidder jeg tilbage med en tanke om... Tænker mine venner sådan? Jeg har jo nærmest kun mandevenner. Bevares.. jeg er ved at komme efter det. Kan lige hurtigt remse en 4-5 kvinder som jeg regner for veninder.. Og nok 12 fyre som jeg regner for mine venner. Hvor mange af mine venner ser mig som det uanende stykke slagtekød? Hvor mange ser ikke mig for hvem jeg er men for hvad jeg kunne være? Det får nogen tanker til at rumstere i mit hoved. Og så bliver jeg vred. For hvorfor skal det være så besværligt for kvinder at have mandlige venner.. Og omvendt? Hvorfor skal det være så svært at være tomboy? (her ville jeg faktisk have lavet en lille opsummering, men det viser sig at selve tomboy emnet faktisk har lidt mere i sig, så klik på linket hvis du vil læse lidt mere om mig og det at være tomboy.)

Nå.. Tilbage til emnet. Påstanden derude på det store Internet hedder sig at "vi vil have en alfahan", altså os kvinder. Hende som siger hvad hun mener, står ved sine holdninger, siger hvad hun vil have, og ikke mindst hvad hun IKKE vil have. Hende som tillader sig at drømme højt og gå efter drømmen. Hende der kan klare sig selv. Hende som er fremme i skoene. Hende som mændene drejer sig efter, ikke nødvendigvis fordi hun er den smukkeste i lokalet, men fordi hendes øjne udstråler selvtilliden og selvtilfredsheden. På den fede måde vel at mærke. Hende der jager, fremfor at blive jaget.

Kvinder der jager
Det er min påstand at de fleste mænd gerne vil have en kvinde der er indbegrebet af selvstændighed. Hun skal være socialt velfungerende, have styr på sin økonomi og sin arbejdssituation. Derudover må hun gerne være gudeskøn, men heldigvis er de fleste mænd i stand til at se dybere end det tykke lag foundation.

Men når det kommer til det gode gamle forførelsesritual, så forventer de samme mænd som ønsker ovenstående at vi kvinder sætter os tilbage i stolen og lader os charmere af deres silketunger (som ofte ikke er så silkebløde mere, eftersom de gerne lige skulle drikke sig mod til i et par timer imens de diskret har fulgt aftenens udkårne rundt i lokalet..

"Taler hun med andre.. Kiggede hun herhen.. Jaeh. Nu kiggede hun.. Hmm. Måske hun er interesseret.. Jeg napper lige en bajer mere, så prøver jeg lykken"..

Ind imellem falder de så over en kvinde som fra aftenens begyndelse fanger deres blik.. Der følger dem med blikket i det hun går forbi ham til baren. Hende der pludselig tager kontakt, inden HAN er parat. Hvor herre til hest.. Hvad dælen gør han så?

Skræmmer det dem lidt? Eller bliver de nærmere opildnet ved tanken om udfordringen? Er sagen at mændene pludselig oplever at det er fedt at det ikke er dem der skal opsøge pigerne konstant. Smigrer det dem at de pludselig oplever at situationen vendes og DE efterstræbes? At vi vælger dem iblandt mange andre og retter al vor charme og kvindelige våben imod netop dem?

For nyligt faldt jeg over en.. Mja. En rigtig godte lyder bare forkert om en fyr, men i hvertfald en fyr som mig et øjeblik fik mig til at overveje om one nights stands EGENTLIG var så dårlig en ting. (der skal meget til.. Believe me. One night stands siger mig ingenting, primært fordi jeg normalt intet får ud af "Første Gang", sekundært fordi jeg ikke anser mig selv for "løs på tråden ;) )
Ca. 173 høj, tilpas trænet til man ved han tager sig lidt af sig selv (åh gud de overarme... Suk), cute lille røv, et skævt smil, plysset i den heeeeelt rigtige længde (I ved.. Der hvor man netop ikke kan få fat.. Gnam!) og let ubarberet (dammit. jeg er stadig hudløs på hagen!) og et sæt øjne der flere gange fik mig til at spekulere over om de mon var brune eller grå. I ved.. Sådan nogen man bare svømmer hen i. Men typen jeg normalt ikke ville have vendt mig efter på gaden, hvis ikke lige jeg havde set ham i øjnene, og set hvad der gemte sig derinde. Følte mig totalt overfladisk fordi jeg tillod mig at falde i svime over hans krop.. Lige præcis sådan som jeg ikke selv troede jeg var. Suk.

Som en ægte alfahun må man så springe til, komplimente de ting der nu skal komplimenteres og her var i hvertfald en fyr som ikke helt var vant til at kvinderne tog initiativet. Og netop det opildner sådan nogen som mig. Hvor det føles helt naturligt at være hende der er fremme i skoene, hende der silkesmooth fanger hans opmærksomhed, når det er hende der får ham til at rødme klædeligt, hvor man oplever at han tager det i stiv arm uden pludselig at føle sig tilsidesat på sin mandighed..

Jeg sidder lidt tilbage, her en stille søndag kl sent sent om aftenen og tænker at det vel egentlig er alfahanner der formår at lade ovenstående ske.. At de for en stund tilsidesætter deres normale behov for at jage og bestemme og pludselig være den jagede. For alfahannen ved jo godt at hvis først hunnen føler sig tryg og sikker, så er byttet så meget desto saftigt og tilfredsstillende. De usikre fyre stejler ofte ved pludselig at blive bestormet af en sprudlende kvinde der helt tydeligt viser hvad hun vil. Men okey. Jeg ved godt jeg generaliserer, men det siger min erfaring mig bare.

Men vil beta-mændene have en alfahun? Og vil alfahannerne have en alfahun? Tør de? Magter de det? Og er der en sammenhæng imellem at jeg er temmelig meget tomboy og det at jeg opfører mig temmelig meget alfahun-agtigt når jeg ser noget jeg gerne vil have? Så mange ubesvarede spørgsmål. En ting er dog sikkert....

Venligst udlånt af

scott@bigblocks.co.uk

Jeg vil have en alfahan.. En stærk, modig, beskyttende og omsorgsgivende mand. En hvis arme jeg kan forsvinde i, give mig hen til. En hanløve... Min hanløve..

Eller i hvertfald en der kan give mig plads, lytte til mig, respektere mig, forgude mig, beundre mig en smule, have en engels tålmodighed, alt i alt.. Kunne rumme mig og min til tider.. øhm.. sprudlende personlighed. Er det virkelig for meget forlangt? :)




Vil du læse mere ? Østrogen-indlæg | Endnu et Østrogen-indlæg | Diskussion på jubii omkring fysiske træk der tiltrækker kvinder