FCK i Champions League

Så jeg var i Parken i går aftes med et par venner (Jesper og Max). FCK skulle spille den afgørende kamp i mod norske Rosenborg, og det var givet på forhånd at en 1-0 eller 2-1 sejr var nok, grundet reglen om udebanemål. Blev rastløs af at sidde derhjemme, så drønede i Parken og tog til pre match party derinde, og der blev hurtigt heglet nogen fadbamser ned i selskab med bl.a. de nye bekendtskaber fra fanfraktionen Løvinderne (Pia og Charlotte). Der blev heglet så mange ned på tom mave, at udtrykket "når alkoholen går ind går fornuften ud" for alvor kom til sin ret. Jeg er nu af den holding at min mobil burde udstyres med alko-lås, eftersom jeg godt nok fik skrevet nogen beskeder til lidt mandlige bekendskaber i min brandert, som bare ikke burde have været skrevet. ^^

Nå.. Men kampen var jo fantastisk.. Altså spillet var ikke lige frem kontinuerligt champagnebold, men den var fantastisk nervepirrende. Jeg formåede at gå ind til kampen med et lille spirrende håb i maven om at "jo.. Det kan godt lade sig gøre".. til en følelsesmæssig rutsjetur af dimensioner som havde et højdepunkt i 33. minut hvor Sölvi scorer til 1-0. Holdt denne stilling var vi i Champions League.. Men.. Vi har prøvet det SÅ mange gange for. Det er jo symptomatisk for FCK det her med "lige ved og næsten".. Jeg gider ikke engang gå i gang med at remse op. Det er sgu for deprimerende.

Igennem de næste 57 minutter formåede jeg at forsmået skrotte mine light øl (What The Fuck? Jeg er til fodbold i Parken.. Ikke freaking miniput bold), grine lettet over flere brændte Rosenborg chancer, stå med en stivnet snerrende maske af vantro over FCK's manglende evne til at få bolden i kassen, med et udtryk i ansigtet som kun en fodboldfan kan præstere når det Forjættede Land er SÅ tæt på og man bare VED at det vil gå galt. Når man står der og blot venter på at modstanderen sætter det afgørende mål ind, når man allerede på nethinden ser sejrsrusen udspille sig på banen, vel at mærke for modstanderen, og man allerede ved at det er en tabt sag.. Når tårerne presser sig på og afmagten trænger sig på fordi man ved at vi igen har forpasset vores chance. Når spillet på banen og hele situationen bliver så surrealistisk og man bare ikke KAN holde ud at se det går galt, og man pludselig finder sig selv stående med hænderne for ørerne og ansigtet indimod en grå beton mur, og blot prøver at håndtere blodtrykket som er helt deroppe hvor lægerne bekymret vil overveje om hvorvidt det ikke er sundest for patienten at blive sedateret. Når en af drengene kommer hen og bekymret spørger "er du ok Anne?", og det pludselig går op for mig at vi er midt i de 3 minutters overtid, og at jeg er en smule svimmel fordi jeg holder vejret og ikke kan huske hvornår jeg begyndte på det. Når pludseligt fløjten lyder og HELVEDE bryder løs på jord og ekstasen indfinder sig...

Gik hele morgenen i ren ekstastisk skabeertrang og det kom der dette lidt omskrevne digt ud af:

Stop alle urene - afbryd telefonen
Giv hunden et kødben, så den holder op med at gø
Få radioerne til at tie og bær over med de stakkels kolleger
Mit hoved gør ondt og min hals er hæs

Lad pressefolkene vandre forvirret rundt
For deres skræppen betyder intet for mig idag
Lad stemmerne fra vestegnen forstumme
Lad kritikernes røst drukne i min glæde

Du er mit nord, mit syd, mit øst og mit vest
Min arbejdsuge og min hviledag
Min middag, min midnat, min tale og min sang
Jeg troede ikke på det kunne lade sig gøre - jeg tog fejl

For det er sandt
Det er virkelighed
Det er NU!
Træerne vokser, indimellem ind i himlen

CHAMPIONS LEAGUE BABY!