London Baby !

 Mæt på oplevelser og en lille smule træt i fødderne landede jeg i lufthavnen fredag den 19/3. Vel hjemme efter 5 dage i London der virkelig bød på lidt af hvert. Champions League kamp imellem Chelsea FC og FCK på Stamford Bridge, sightseeing med tøserne, Light shopping i Oxford Street, ganefugtning med et par kølige Gunniess på diverse beværtninger i London, et par timer i sommeren i 63 med Baby og slænget på Hotel Kellerman.

De spæde forberedelser
Men for at starte fra en ende af så startede det hele engang tilbage i vintermånederne hvor det blev fastslået hvornår og hvem FCK skulle møde i denne runde af Champions League. Straks datoerne var fastlagt begyndte en hel masse mennesker at booke flybilletter til London inden prisen steg som man havde forventet at de ville. Det betød at rigtig mange mennesker bookede fly og hotel allerede inden man var sikret en billet til selve Stamford Bridge. Lidt af en satsning at tage, men sådan er livet nogle gange. Vi var en lille flok på seks mennesker som havde besluttet at tage derover sammen og se kampen, og vi besluttede at lave en lille ferie ud af det, hvorfor vi ville ankomme allerede mandag den 14/3 og rejse hjem igen den 18/3. På den må kunne vi både se fodbold, komme på sightseeing og endda opleve Sct. Patricks Day i London. Som sagt så gjort. Flybilletterne blev bookede, der blev fundet et passende vandrehjem, og vi gjorde hvad vi kunne for at holde omkostningerne nede.

Jeg aftalte med de fem andre at jeg ville bruge min fridag på at stille mig i kø ved Parken, men det var der ca. 2000 andre der også havde tænkt. Og nogen af disse havde ligget i kø fra dagen før og ydermere Away-cards med for flere 100 personer, hvorfor der for blot de første der havde stået/ligget i kø forsvandt rundt regnet en 5-600 billetter fra udsalget. Det var så ensbetydende med at der var rigtig rigtig mange der gik forgæves. Ret skal være ret. Vi var så mange interesserede at der ikke havde været billetter nok til os alle sammen alligevel. Jeg stod jo i kø fra lidt i 9 hvor køen startede lidt efter SATS. Da kl var 1150 var vi nået til C9, og jeg var nød til at køre da jeg havde en aftale kl 12 på Kastellet. Det var lidt før da at det blev sagt at der var 150 billetter tilbage, og med over 500 foran i køen var der en del af os der brød op. Efter mit møde kørte jeg tilbage for at blive skrevet på ventelisten.. Der var STADIG kø kl 1345. Denne gang fra C4 af. Det der var lidt sjovt, om man kan sige det, er at det umiddelbart virkede som om jeg kom samme sted ind i køen. I hvert fald stod den samme flok forfrosne mennesker lige foran mig i køen, som da jeg forlod den næsten to timer tidligere...

Da det kom til stykket fik vi ikke alle sammen billetter til FCK afsnittet. Ydermere faldt to af deltagerne fra af økonomiske grunde, så vandrehjemmet blev ændret til et billigt hotel og de to af os der manglede billetter købte igennem stråmænd billetter til det neutrale afsnit på Stamford Bridge. Fodbold skulle vi i hvert fald ind og se!

Touchdown London
Om mandagen den 14/3 ankom jeg et par timer tidligere end de tre andre, da jeg fløj Norwegian og de kom med Easy Jet. Timerne blev brugt på at snuse rundt i Gatwick Airport’s små kiosker, skrive et par postkort, læse i den nyindkøbte Clive Cussler bog (The Silent Sea) samt nydt en lille Ben & Jerry’s forfriskning. Ventetid behøver ikke være kedeligt, men det trak godt nok ud. Havde kalkuleret med at skulle vente i en 1½ times tid, men sad i næsten 3 timer og glanede. Fra lufthavnen tog vi Gatwick Express til London Victoria og herfra til Paddington, hvorfra vores hotel kun lå et lille stenkast fra i det pæne Sutton Gardens kvarter. Hotellet hed Linden House Hotel og det var en blandet fornøjelse. Det var dælenme billigt (fem dage for 800 kr pr. person inkl. Morgenmad), men der var nærmest intet plads på værelset (Værelse 18 på første sal), sengene var en smule ”bulky”, der var ingen dyne (men det er vist standard på de billige hoteller) kun et tæppe (som til gengæld lugtede rent, imod sætning til hvad jeg er blevet budt i Edinburgh), morgenmaden bestod af kaffe, juice, ristet toast, smør, et lille marmelade udvalg (mit kongerige for en skive ost!) og ingen af de ellers temmelig kritiserede overkogte blødkogte æg, som ellers nævnes i de reviews der kan ses i ovenstående link. Hotellets personale var enormt hjælpsomme og imødekommende og da jeg kom ned og spurgte efter et par ekstra tæpper da vi var to der ellers skulle dele et tyndt tæppe var der overhovedet ingen sure miner, blot et strålende smil og et Offcause you can! Og vupti.. To stk. nyvaskede bløde tæpper til at supplere med. Badeværelset var småt, men rent og pænt at se på og der var rengøring hver dag.

Sightseeing og shopping med tøserne
Dag to i London blev med Mikkel på hotellet med en let forstuvet fod, hvor vi tre tøser tog tuben ind til centrum så vi kunne fange en Hop On - Hop Off-bus så vi kunne få set lidt af London’s seværdigheder imens vi hvilede benene lidt. Vi hoppede af ved Tower of London med intentioner om at komme ind og se slottet indefra efter en let frokost, men 19 pund var lige i overkanten mente vi, hvorfor vi hyggede i deres souvenir shops og hovedrystende grinede af deres mange William & Kate souvenirs (prinsen skal giftes i år og det fejres med diverse underlige souvenirs). Vi indtog vores første rigtige måltid på engelsk jord på en hyggelig pub lige ved Tower. Kan ikke huske navnet, men jeg nød min fish and ships med en kold Foster til (som dæleme hurtig blev flad) og pigerne fik sig en rigtig pub-burger :) Efter maden stod den på River Cruise nedad Themsen til Embankment hvor vi tog tuben ind mod Mikkel som havde fået forvildet sig ind på en pub. En aktivitet han primært fordybede sig i. Vi piger shoppede og Mikkel drak bajere :) Tror han mente det var en udemærket arbejdsfordeling.

Det er kampdag, klokken den er kvart i bold...

Stamford Bridge

Onsdag bød på lidt mere shopping og aftensmaden blev indtaget med pigerne på en lille italiensk restaurant i en sidegade til Oxford Street. Herefter tog vi bussen tilbage til hotellet for at klæde om til ugens foreløbige højdepunkt. Her erfarede vi at man altså går glip af meget af London ved at tage tuben. Busserne kører ganske vist lidt langsommere, men man får set så meget og får hurtigere en ide om hvor tingene befinder sig. Nå. Hvorom alting er, så tog vi til Earls Court hvor vi mødtes med en hel masse andre FCK fans som hyggede sig med sang og fadbamser på diverse pubs i hele gaden. En del gik turen til Fulham Road og resten af os tog tuben som godt nok var pænt proppet med fodbold fans. Heldigvis var vi ikke de eneste FCK fans og de engelske fans var ret snakkesaglige, så det var en underholdende tur. Vi brød op med fangruppen ved stadion og begav os rundt til Sydtribunen hvor vi skulle sidde, heeeeelt oppe under taget. Det var i det hele taget ret interessant at se hvordan en så stor mængde foldboldfans også kan håndteres. Op til tribunen passerede vi et par ”bombe” hunde som formentlig skulle sniffe efter pyroteknik og en af dem var så bedårende at jeg simpelthen måtte ned på knæ og hilse på den. Den var superkælen og efter et par klap og et par hengivne hageslik måtte hun tilbage på jobbet :) Den tur ned på knæene tog i øvrigt grusom hævn resten af aftenen hvor jeg humpede rundt, som var jeg netop opereret. Det hjalp aldeles heller ikke at vi skulle sidde på femte bagerste række på øvre tribune. Der var temmelig langt ned. Udover de to nuser hunde var politiet også pænt repræsenteret med heste. Man havde valgt at adskille Away-køen (med de farlig-farlige FCK fans ;) ) fra de almindelige Chelsea fans med en hel række af politiheste. Generelt var der ret meget politi fra Metropolitan Police til stede. De var nu ret friske og jeg fik da taget et billede sammen med dem.

Selve kampen er der ikke så meget at sige om. Den endte 0-0 og begge hold havde muligheder for at kampen kunne være endt anderledes. Det der dog skal siges er at det virkelig var svært at sidde på en neutral tribune omgivet af primært Chelsea-fans og så have in mente at vi ikke åbenlyst måtte støtte vores hold (vi var på forhånd informeret om at kontrollørerne ville være meget opmærksomme på om der havde forvildet sig FCK fans ind på det neutrale afsnit, da det ikke var tilladt. Vi ville blive fjernet med det samme.) Så det var med meget tænder skæren og holden fast i hinandens arme når der skete noget nervepirrende på banen. Da kampen nærmede sig afslutningen gav vi dog hul i det og støttede åbenlyst. Det var simpelthen umuligt at lade være. Efter kampen besluttede jeg mig for at tage direkte hjem i seng. Et smertende knæ og et par trætte fødder ville hellere se dyner end min hals ville se bajere, så jeg begav mig humpende ned i mod undergrundsstationen. Et lille stop i deres Megastore (og jo. Den var temmelig stor.. Synk) måtte jeg dog have. Købte et krus og en lille pin med derfra og ellers var det bare skægt at se alle de forskellige ting de havde til salg. Ligesom i Glasgow kunne man også her købe et blåt strømpebånd dog her med Chelsea reklame på. Igen overvejede jeg at købe et, men altså. Penge vokser ikke på træerne :)

Sct. Patricks Day i London?


Fra en af de første danselektioner med Johnny



Torsdag var det jo Sct. Patricks Day og det betød at der rundt omkring i London var små indikationer på dette. Det var ikke så overvældende som jeg havde regnet med, men ind imellem kom der lige en flok berusede irere væltende og generelt var de meget festlige :) Jeg var på en lille tur rundt på egen hånd da jeg var på Leicester Square for at købe billet til aftenens kunstneriske indlæg, nemlig Dirty Dancing som musical. Jeg kan kun sige at jeg var rigtig godt underholdt og et par gange rejste hårene sig sgu i nakken på mig. Bl.a. da hele salen sang med på Kellermans afskedssang, det var sgu fedt. Baby’s søsters fantastiske performance var også mindeværdig. På den rigtig fede måde. :)

Afsluttende scene.
"nobody puts baby in a corner"

Det var rigtig fedt at opleve Dirty Dancing på lige præcis den måde, ikke mindst fordi DD jo står som et ikon for mange af min årgang og selvom man har set filmen mindst 50 gange så kommer det meget tættere på når man pludselig ser det foran sig.

Det sker lige her og nu og du kan være en del af det. Det var uden tvivl ugens absolutte højdepunkt og jeg kan kun anbefale alle at se den hvis de kommer til London. En helt anden ting er at Ghost også kommer som musical i år, nærmere betegnet har den premiere i maj måned. Det skal nok blive interessant.

En ting er sikkert. Det var rart med et afbræk fra dagligdagen. Nu står den på et par dage hjemme og så en smuttur til Little Mule i Klitmøller som hundesitter og køkkenhjælp et par dage. Det bliver så kæresten og min første "ferie" sammen så det glæder jeg mig enormt til :)