Det var dagen hvor vi for første gang i Danmark oplevede en dansk soldat tage bladet fra munden og igennem sin musik fortælle om sine oplevelser før og under sin udsendelse i de kongelige danske sandfarvede klæder.
Martin Hoffmann Milo, også bedre kendt som M.I.L.O havde ud af egen pengepung stablet et støttearrangement op i Amager Bio, hvor der udover ham også deltog musikere som Rene Ibsen, Mund de Carlo og Terminal. Billetsalget gik dog ikke helt som forventet.Facebookgrupen havde 550 "deltagere" men der troppede kun lidt over 200 op om fredagen, hvilket var en lidt flad fornemmelse. Koncerten startede med at Rene Ibsen troppede op på scenen iført M/84 kampbukser hvilket jeg må erkende jeg blev en kende forarget over. Nå. Nok om det. Det var til tider svært at høre hvad han sang om, men jeg fangede da så meget at der var en sang hvori han nævnte de soldater der døde fra hans hold (Casper og Sophia) og alt i alt var det en kende rørende. Stod i hvertfald selv med en klump i halsen og sendte en lille tanke til Afghanistan.
Herefter kom Mund de Carlo på scenen. Nu er jeg ikke såååå velbevandret i rapgenren, så jeg vil tillade mig at lyde som en komplet blondine og kalde deres band for en rap-konstellation, begående af rappende og syngende forsangere akkompagneret af et godt gammeldaws band, som kunne deres shit. De to forsangere hhv. sang og rappede sig igennem deres numre, og jeg var absolut underholdt. Igen.. Lyden var ikke fantastisk, det kunne være svært at høre teksten, men hele drivet og fornemmelsen kunne man ikke tage fejl af. De kunne sgu lide det de lavede og det samme kunne vi publikummer. Aftenens højdepunkt var helt klart M.I.L.O og de 220ish publikummer løftede næsten taget da de indledende toner til Farvel til 09 lød over højttalerne.
Det er i min bog det ultimativt bedste nummer han har lavet til dato, selv om Dansk Flag på min skulder følger godt efter og Når De Vender Hjem stadig giver mig kuldegysninger når der åbnes ild selv efter jeg har hørt nummeret mindst 100 gange. Meget kan man sige om M.I.L.O men hans tekster er ærlige, personlige og rammer plet for en skare af mennesker som normalt nok har en fornemmelse af at være glemte i det danske samfund.
Tilbage til koncerten. Var derinde med en gammel kollega, som selv er tidligere udsendt med KFOR, så det var lidt specielt og det føles lidt mere alvorligt og tæt på. Især når selvsamme nu efter så mange år døjer lidt med PSTD og man ved hvor svært det har været for ham. Som M.I.L.O siger i Farvel til 09 om veteraner "Det kan være svært at bevare roen indeni", og det har bl.a. han måtte sande.
Jeg bakker 110% op om vores drenge og piger dernede, og jeg ved at situationen nu for de hjemkomne er en helt del anderledes idag end dengang (hvor en debriefing efter missionen tilsyneladende bestod i at samle alle de hjemkomne soldater i et auditorium og spørge ud i plemnum, om nogen havde behov for psykologhjælp. gad vide hvor tit nogen rent faktisk rejste sig op og mandigt proklamerede at det havde han...), til i dag, hvor der arbejdes mere med folkene inden de "slippes fri i lokalsamfundet" igen, og vil jeg vil gøre mit til at samfundet tager hånd om deres folk når de vender hjem.
Så koncerten rammer alligevel tæt på, også for mig.. Men faktum er jo at jeg ikke selv soldat, aldrig har været udsendt, ingen familie der har været udsendt etc. og heldigvis ikke har oplevet at miste en ven i krig, så et eller anden sted kan man spørge hvorfor jeg brænder sådan for sagen.
Har svært ved selv at sætte fingeren på det, men det bunder nok i at jeg selv ville have det pisse dårligt ved at have været udsendt og så komme hjem og opleve et Danmark herhjemme som ikke selv havde taget stilling og kun havde lort at lukke ud om de udsendte, de faldne og den "på forhånd tabte sag".Derfor har JEG taget stilling. Jeg kører bl.a. rundt med den lille gule sløjfe og tager mine diskussioner om primært krigen i Afghanistan som jeg efterhånden har en del viden om, og gør mit til at udbrede budskabet omkring STSOP (Støt sårede og pårørende, som også var tilstede ved arrangenmentet i form af en lille bod hvorfra der solgtes diverse effekter).
For en ting er at man kan være uenig i det grundlag vi er draget i krig på og i det hele taget være uenig i at danskere skal kæmpe for en sag som flere og flere mister troen på, noget andet er at vi som folk bør og skal bakke op om vores unge mennesker som vælger at tage den kamp. Vi skal bakke op om dem imens de er afsted og ikke mindst når de kommer hjem, og for manges vedkommende pludselig står uden forsvarets sikkerhedsnet. Nogen kommer hjem og forventes at kunne fungere i samfundet fra dag 1, og det er simpelthen utopi at tro at alle kan vandre psykisk uskadte væk fra krig. En helt anden ting er at jeg i "Livet efter Krigszonen" læste at 90% af alle amerikanske soldater der har været i kamp kommer hjem med en mindre hjerneskade, som følge af hjernen udsættes for rystelser når der eksploderer bomber/granater etc. omkring soldaterne, så selv når der ingen umiddelbar skade er at se, så gemmer der sig små skader i hjernehinden. Det er stof til eftertanke.
Alle billeder er venligst gengivet med tilladelse fra M.I.L.O
