Bye bye darkness, my old friend......

Hello darkness, my old friend,
I've come to talk with you again,
Because a vision softly creeping,
Left its seeds while I was sleeping,
And the vision that was planted in my brain
Still remains
Within the sound of silence.

Stille har der også været rigtig længe her på min blog. Det er som om jeg har været begravet under en tyk dyne, der har tynget mig ned. Jeg har kæmpet hårdt, og kæmper stadig for at kaste den af mig, og nogle dage er nemmere end andre.

Det er nu ikke fordi der ikke har været noget at fortælle, at jeg ikke har haft noget på hjerte, men nogen gange er stilheden, den allerdybeste og reneste stilhed, som findes helt derinde i skoven, hvor jeg kan trække vejret frit, at foretrække for den hårde og kolde virkelighed som jeg så længe har forsøgt at undgå.

De sidste seks måneder har budt på mange omvæltninger for mig, og dem der er allertættest på mig. Manden jeg troede skulle følge mig resten af mine dage, har jeg konstateret ikke vil blive denne alligevel. En hård beslutning, som landede hårdt og brutalt, og til dels uventet på hans bord så at sige, men noget der har været undervejs længe for mig. Kommunikation er en svær ting, og når den ikke fungerer så er der desværre to tabere. Det var hårdt at hive plasteret af, men jeg ved det er den rigtige beslutning i det lange løb, både for ham og for mig, men det svært pludselig at skulle indse at hjertet banker for en anden.

Nu vil tiden forhåbentlig læge de sår jeg har brugt flere år på at kradse i, og så ser jeg frem til forhåbentlig at løse den økonomiske ikke helt så gordiske knude, som venter foran mig. Med en gammel ekskæreste som tilsyneladende er gået under jorden i sit forsøg på at undgå at skulle finde en løsning på det hus, vi købte sammen i 2006, så er det en umulig opgave. Tænk at man når dertil igen, at man overvejer hvordan man får manden i tale....

Jeg skal bare ud på den anden side af det her mareridt.

For at gøre ondt værre, så har jeg måtte sige farvel til min trofaste følgesvend igennem næsten 16 år. Lille Cara Mia, som havde skrantet on/off igennem de sidste to år, hendes bagben blev sværrere og sværrere at styre om morgenen, og onsdag den 2. marts var hun ikke i stand til at sætte sig ned og tisse på morgentisseturen. Hun kunne heller ikke selv hoppe op i sengen da jeg havde hentet hende ind fra haven, så beslutningen blev taget. 

Nu ligger hun i et hjørne af haven, hendes yndlings med tanke på de mange *mange* gange hun har gravet dybe huller lige netop der. Indtil videre ligger hendes bold over urnen, men jeg planter en lille dværg-røn når vi kommer på den anden side af april, og så vil jeg have en lille beton schæferhund stående også.

Alt er ikke skidt.. Et mantra jeg har brugt meget over for mig selv det sidste år. Noget jeg har set meget frem til nærmer sig nu, hurtigere end jeg lige helt kan overskud. Jeg tager 15 dage til USA med mit hjemmeværnskompagni (Infanterihjemmeværnskompagni Vestsjælland), og skal være med i den såkaldte ARCTIC EAGLE 2016 øvelse i og omkring Camp Grayling, Michigan. Det kommer der forhåbentlig mere om i et senere indlæg.

USA, dag 1. Kastrup -> Paris -> Minneapolis -> San Francisco.

Onsdag den 20. marts 2013

Telefonen ringer klokken 0400, hvor Claes ringer for at sikre at jeg kommer af sted til tiden. Har sovet ved Sanne i Brøndby for at minimere risikoen for at hænge fast i en snestorm eller isglatte veje helt ude fra Holbæk af. Fra Brøndby er der max 15 minutter til Kastrup, så intet burde kunne gå galt. Vi står op 0445 og render med at være i lufthavnen som til trods for tidspunktet emmer af aktivitet. Godt nok er alle butikkerne, undtagen Tax-Free lukket, men der er allerede alenlange køer ved bagage drop-offsne. Igen er heldet med mig, kort kø ved Air Frances pult, så jeg er superhurtigt videre og igennem bagagetjekket. Tænker stille for mig selv at det nok bliver en lang dag med mange køer. Har udregnet min flyvetid til lige godt og vel 20 timer, og så kommer transittimerne. Tør slet ikke tænke på hvor lang tid det så er.

Mit første fly er en Airbus A318 og jeg er spændt på at se hvor stor flyveren er.  0625 boardes der og jeg kan konstatere at A318eren er en ”standard” flyver. Nå.. I det mindste er der kakao og en croissant til morgenmad, og en interessant samtale partner. En dansk mormon på vej til USA for at besøge hendes kirke. Fik lige smadret et par fordomme der, så det var ret sjovt.  Hun skal videre til Salt Lake City og jeg får nævnt at jeg faktisk også skulle have været den vej. Uvist af hvilken årsag har rejsebureauet ændret min rejseplan, så jeg nu i stedet skal via Minneapolis, både ud og hjem.

Klokken er 1038 og jeg sidder i Charles De Gaulle i mit Airbus A330-200 (som stadig kun er en standard størrelse) og venter på at det er vores tur til at trille ud på airwayen. Ganske efter planen. Om end det for to timer siden ikke var sikkert jeg overhovedet ville nå det. Massive islag på vingerne på flyet i Kastrup, ikke kun på min afgang, men på alle fly gjorde at vi ikke kun var i kø til at kunne køre ud på startbanerne, men også i kø til ”de-icing procedure”. Sne på startbanen er åbenbart intet problem, men de flere centimeter tykke lag is på vingerne er åbenbart en udfordring J

Har aldrig oplevet det før, så det var noget af en oplevelse at se flyet ”bløde”, med den rødlige væske. Af sted kom vi dog, lettere forsinket, men heldigvis havde rejseselskabet lagt rigeligt tid ind for mit vedkommende, så hvor mine to sidekammerater der skulle videre til hhv. Salt Lake City og Houston var lidt pressede havde jeg god tid, og kunne tage mig tid til at se mig omkring. CDG har et Spa Area hvor man lige kan få en rygmassage eller en tur på en fodmassageskammel af en art. Interessant koncept.

Nu vil jeg læne mig tilbage i sædet og håbe at den unge franske kvinde der sidder ved siden af mig med sit skrigende barn får styr på det hele, så der da er lidt fred undervejs J

Oooh og flyveren i køen foran os er så en dobbeltdækker Airbus. Det må da næsten være den jeg har læst om i mine mange bøger. Man undres over at den ”fugl” overhovedet kan lette, men op kom den da.

Efter 10 timer er jeg nu i Minneapolis og efter en omstændig affære omkring bordercontrol og clerks der render rundt i køen og spørger om man har udfyldt sin ESTA og sin custom declaration, kommer man endelig frem til grænsekontrollen. I øvrigt lidt interessant at man betaler 14 dollars for at udfylde papirerne til ESTA hjemmefra, og at man så kan udfylde den free-of-charge i customs. Hrumph!

Efter paskontrollen kan jeg så konstatere at min bagage som jeg skulle hente og bringe igennem tolden ikke er dukket op. Skrankepaverne insisterer på at min bagage vil være i San Francisco, men jeg tvivler godt nok. Godt der ikke ligger noget vildt vigtigt i den, såsom mine dyre hiking strøvler eller alle mine langærmede trøjer og nye jeans...

Imens jeg sidder og venter i Minneapolis på mit sidste fly til San Francisco går det op for mig at Lene nok ikke aner hvad tid jeg lander i SFO. Heldigvis er der gratis Wi-Fi her, så jeg har sendt hende en mail, plus været inde og tilmelde mig udlandstelefoni på Onfones hjemmeside. Så burde der være en chance for at få fat i hinanden.

20ish SF Lokal tid
Endelig fremme. Flyet blev forsinket pga. vejret til trods for at vi fik at vide at vi nok kunne regne med at være der 15 minutter før. I stedet blev vi en halv time ekstra forsinket. Blev mødt af en storsmilende Lene ved bagagebåndet som kunne fortælle at hun havde ventet siden 1739 da både hende og Gina havde læst forkert i min mail (nu håber jeg virkelig at det er dem der har læst forkert, og ikke mig der har skrevet forkert).
Vi går over for at hente min bagage, som selvfølgelig viser sig at være endt i Atlanta, af alle steder, og først ankommer omkring midnat. Suk altså. De vil komme og levere den på Ginas adresse imorgen tidlig/formiddag, så nu er vi nød til at hænge ud omkring Menlo park til den er dukket op. Det havde jeg godt nok ikke lige brug for at få at vide efter 20 timers transport tid. 

Afsted til toget der kører ned til rentalcars afhentningen, og her går jeg så i svime over alle de muskelbiler der står overalt. Bevares, der er da en enkelt VW hist og her, men de overskygges af Mustanger i alle farver (min yndlings var naturligvis en azurblå..) samt den ene firhjulstrækker større end den anden. Vi har lejet en Ford Escape, som viser sig at være helt fantastisk at køre. Den er nærmest lydløs og ENORM!

Efter lidt omveje, affødt af en total mangel på stedsans og en manglende evne til at tyde de amerikanske vejskilte når vi frem til Gina, som bor i det nydeligste lille parcelhus kvarter. Familien viser sig at være enormt søde og efter lidt snak og visen rundt går vi i seng, da Ginas familie rejser til Bruxelles imorgen. 

Er helt smadret, især i mine ben, og kan slet ikke vente med at smide mig i sofaen som jeg har lånt. Så meget desto ærgerligt at jeg ikke kan falde i søvn nu.