Projekt MOTINF

Trofaste læsere af min endnu sparsomme blog, vil vide at jeg efter et besøg ved Inspirationsdag for Kvinder den 7/9-2010 blev ret hooked på tanken om Forsvaret som arbejdsplads, men i en bitter erkendelse af at jeg ikke har en kinamands chance for at komme ind i kraft af min alder, så er mit alternativ at jeg ser frem imod Hærens Indsats Styrke (HIS). Her er en minimal chance for at man på sigt kan indgå som bestanddel af de bevogtningsstyrker der aflaster de danske ISAF-hold når de skal på leave. (hvis du vil vide mere om specifikt den danske ISAF indsats, kan du klikke HER )Chancen er minimal, da det seneste Forsvarsforlig kun inddrager HIS i tiden op til 31/12-2010. Men hvem ved hvad næste år bringer! Om ikke andet kan jeg komme lidt tættere på "det rigtige soldaterliv", som trækker en "smule".

Jeg skal dog starte i MOTINFDEL (Motoriseret Infanteri Deling) og så tager vi den derfra. Jeg hører til ved Distrikt Jonstrup og de har heldigvis en dygtig MOTINFDEL som jeg nu vil gøre mit for at kunne "fittes" ind i. Måske mine støvede GSM-mand/Sanitetsmandskundskaber kan bruges her...

Så... Nu er mit Projekt MOTINF officielt skudt i gang. :)

Det indebærer endnu et vægttab, som jeg indtil videre har sat til 10 kg, og så tager vi den derfra. Det vigtigste er dog at min kondition forbedres, uden at mit knæ smadres, således at jeg kan honorere de fysiske krav som for kvinder er:

Forsvarets nye basiskrav (pr. 2007), og dermed også for Hærens Indsats Styrke (HIS) for kvinder i min aldersgruppe ( 30-39 år) er som følger:

- Enten 3000 meter løb på 19 min eller 20 km cykling på 55 min eller 8 km march på 68 min.

- Styrketest med 20 stk rygøvelser, 20 stk maveøvelser, 10 stk armbøjninger.

Vil du se kravene for mænd, og/eller for andre aldersgrupper er her linket til MOTINF Jonstrup's side om Fysiske krav.

I forbindelse med genoptræningen af mit knæ har jeg tidligere fået udleveret en del øvelser som primært koncentrerede sig om muskelgrupperne i benet og ikke mindst de stabiliserende muskler til knæet, samt lidt "tøseøvelser" som fyseoterapeuten kaldte det. Dvs. øvelser som bækkenbundsløft og balle-opstrammende øvelser. Herudover supplerede jeg med mit eget program med mavebøjninger, rygbøjninger samt et spinkelt forsøg på at komme i gang med armbøjninger. Jeg siger spinkelt fordi jeg var så svag i armene at jeg dårligt kunne lave 2 før jeg klynkede som en influenza syg mand. Herudover har jeg et balance board som jeg eksperimenterer lidt med. Hvorom alting er, så betød mit daværende program at jeg allerede var godt i gang med styrkeøvelserne og reelt set kun kunne forudse et problem med min kondition (og dermed belastningen af mit venstre knæ).

Det betyder at jeg nu har sat et tilstræbt træningsprogram op for mig som vil bestå af løb i henhold til Forsvarets Løbetræningsprogram, som "er baseret på tre måneders træning tre gange om ugen. Det er valgfrit hvilke dage du træner, men det anbefales at du holder en til to hviledage mellem hvert træningspas.
Træningspassene er bygget op så de består af en periode hvor du løber, og en periode hvor du går og hvor mange gange, du skal gøre det.", samt mine "gulvøvelser" derhjemme, dvs det stabiliserende samt lette styrketræningsprogram jeg tidligere har fulgt. Kombineret med en endnu mere grøntsagsvenlig indfaldsvinkel til mine madvaner BURDE det altså endnu ud med et vægttab. Ellers er der sgu ingen retfærdighed i verden. Programmet bliver tilstræbt, fordi jeg på forhånd formoder at mit knæ på et tidspunkt vil kræve en modificering af programmet.

Nu vil jeg starte med at få overstået mit første besøg ved genoptræningscenteret i Holbæk, og høre hvad fyseoterapeuten der siger til sagerne.

Intet nyt fra Vestfronten?

Det er så voldsomt længe siden jeg har haft overskud til at gøre noget ved min blog.. Der er også sket voldsomt meget i foråret, så et eller andet sted ville det også blot være en uoverkommelig opgave at forsøge at få sat ord på det hele.

Udover at jeg selvfølgelig var 3 uger i Skotland og Irland i marts og her oplevede en masse og mødte en masse søde mennesker, og rent faktisk formåede at være sammen med min søster i en hel uge uden at vi slog hinanden ihjel, men til trods for at det nu er adskillige måneder siden har jeg stadig ikke taget mig sammen til at få skrevet mine oplevelser ind på computeren, eller overvejet hvilke billeder jeg ville dele her på bloggen. (jeg skal nok få det gjort.. Men ting tager tid!)

Jeg har været til World Dog Show i Herning i, haft en fræk lille sommerflirt med en sød soldat, været næsten en måned på sommerferie, der som sædvanlig blev brugt på at ture Jylland tynd og få redet en masse, blevet opereret i knæet, badet i Vesterhavet, været i diverse Zoo's, været til Grøn Koncert i Aalborg, besøgt en masse venner og bekendte, hunden fik konstateret hjerte- og lungeorm, tilmeldt mig en matchmaking side, flyttet for en veninde, er startet op med hjemmeværnet igen, rendt til den mest nuttede fysioterapeut samt læge i tide og utide grundet smerter i knæet etc, skreget mig hæs med vennerne i forunderlig livgivende ekstase over at se FCK kvalificere sig til Champions League, været til fotosession med en flyverhjemmeværnseskadrille (hvilket der er kommet nogen rigtig gode billeder ud af, men i må nøjes med mit fine uniformsbillede her) og til Inspirationsdag på Høvelte Kaserne, hvor jeg begge steder har nødt nogen rigtig søde mennesker, fået mig et bijob som vagt ved et dørmandsfirma, været på et par dates, blevet brændt af et utal af gange og måske skabt grundlag for en udvidelse af ven-/inde kredsen og rent faktisk har jeg helt alvorligt overvejet en karriere i forsvaret (dukker sig for imaginære flyvende porcelænstallerkener som med millimeter sikker præcision netop nu affyres fra Synne's hånd ;) ), alt imens jeg forgæves forsøger at få styr på mit privatliv. Huset er stadig til salg og mit kærlighedsliv ligger i ruiner, fordi jeg til stadighed ikke formår at få samlet brikkerne rigtigt på øverste etage.

Men hvorom alting er.. Så klør jeg stadig på. Jeg ved at mine problemer ikke er andet end udfordringer der kan løses, om end det tager sin tid.

Inspirationsdag for Kvinder, Høvelte 7/9-2010

I en kåd brandert inden FCK-Rosenborg lovede jeg min nye veninde Pia at tage med hende til Inspirationsdag for Kvinder på Høvelte Kaserne den 7. september. Den første hurdle kom da jeg forsøgte at tilmelde mig på forsvarets hjemmeside, hvor jeg blev bedt om at angive min alder, hvilket medførte en beklagende email fra rekrutteringen om at jeg ”faldt uden for målgruppen”; med mine 32 år. Altid rart at få at vide at man er for gammel til noget. Nå, men det er ikke værre end at jeg skriver tilbage at jeg allerede er i hjemmeværnet, og blot ønsker at komme ind og ”snuse” lidt til materiel etc. hvorefter jeg var meget velkommen.

Dagen oprinder og Pia og jeg tropper op i vores hjemmeværnsuniformer, totalt klar til kamp og hvis vi ser bort fra at vi selvfølgelig kom for sent, fordi trafikken var helt hen i vejret og jeg måske burde have forudset at det ville tage mere end en time og 50 minutter at komme til Høvelte fra Sandby, så var det da ikke specielt pinligt da vi blev sendt ind til alle tøsebørnene nærmest som de første.. Halløjsa.. Ja vi har godt nok uniform på, men øøøøh… Nej det er ikke ligesom os der skal holde foredrag.. :D

Efter det obligatoriske grin fra officerskadetterne om at ”nu forventer vi at i gør os lidt ære, når nu i er inde i systemet”, hvorefter vi skulle i gang med eksercitsen. Suk.. Det er så 10 år siden jeg har gået i geled, og jeg gik seføli placeret mig således at jeg gik forrest. Nå.. det er åbenbart lidt som at cykle for helt havde jeg da ikke glemt alt det GIV AGT, TIL HØJRE RET etc. Det var helt hyggeligt med alt den retten ind igen :) "rette-rette-møffe-møffe".. :D Savnede bare vores gamle delingsfører Bjarne Spangler som grinende lavede lidt appeller med os på Christiansminde tilbage i 2000, fordi vi plagede den stakkels mand om det i en hel uge! Efter vi lige fik slået fast at ikke alle havde styr på højre og venstre, og fået delt os op i tre grupper, begav vi os ned til forsyneren som sørgede for at få iklædt resten af slænget.

Vi fik smurt noget sløring i ansigterne og begav os ud til dagens første arrangement. De tre grupper fordelte sig ved hhv. Hjemmeværnet (MOTOV), Beredskabet og dagens helt absolutte højdepunkt.. Terrænkørsel med PMV (G113 samt Piranha).

Pia og jeg startede med en lille hyggesnak med spejderne fra det motoriserede overvågningsenheder fra distrikt Jonstrup, som jo er "mit" distrikt, så det var lidt interessant. Sakset fra hjemmeværnets artikelside finder jeg dette:

Motoriserede overvågningsdelinger
De motoriserede overvågningsdelinger er en del af 3.000-mandsstyrken i lokalforsvarsregionerne.
Hvert lokalforsvarsområde skal råde over to delinger, der hver omfatter syv køretøjer. De skal arbejde sammen to og to, mens delingsføreren styrer den syvende bil. På hvert køretøj skal der være tre mand.
Køretøjerne af typen Mercedes Geländewagen bliver udstyret som hærens, hvilket vil sige med avanceret udstyr til natobservation. Hvert køretøj er desuden armeret med et let maskingevær og hver gruppe råder over en dysekanon samt panserværnsvåben.
Hver mand får udstyr til natobservation og på hvert køretøj er der en geværgranatkaster.
De motoriserede overvågningsdelinger har til opgave at opklare og overvåge fjenden.

Efter en snak og lidt pilleri ved M/95, M/96, et lille LMG plus lidt større pilleri ved deres kampveste som var spækket med alverdens spændende grej hev en af gutterne os med i en hurtig tur i GD ud igennem den lille terrænbane der er tilknyttet kasernen. Ingen tvivl om at han synes det var skægt, men vi to tøser der var afsted sammen skreg af grin. Øv. jeg vil osse omskoles til GD!
Herefter var det tid til en snak med Beredskabet, og lidt vandslangeleg og så var det endelig tid til en tur med Piranhaen! Yay! Se det er noget jeg har sukket efter i et par år nu, og turen i Piranhaen er noget jeg vil mindes længe fremover. Den varme duft af diesel lige i æ' fjæs, lyden af motoren der fik fuld gas, vinden i håret og ja.. bare fornemmelsen. Jeg følte mig rigtig i mit es deroppe med udsyn ud over stepperne. Får jeg nogensinde muligheden igen, bliver det dog med solbriller/kørebriller samt et tørklæde for munden ;)

Turen i den gamle PMV G113 var omvendt en lettere nostalgisk tur og temmelig ublid køretur hvilket for mit eget vedkommende medførte et trykket ribben og en forsløjet røgsøjle.. Jeg tror ikke kørerne var ligeglade, men måske havde de bare ikke gennemtænkt situationen til fulde.. Situationen er som følger: 5 tøser placeres i et hul på ca. 2 m2. Der er så godt som ingen muligheder for at holde fast i noget og hullet er foret med stål. Tilsæt her et terrængående køretøj som bevæger sig igennem landskabet med en hastighed imellem 30 og 50 km/t, hvilket indebærer hop, sprællen, paniske forsøg på at holde sig på benene, tøser der kastes hid og did imellem hinanden, med særdeles gode chancer for reel skader til følge. Hvad gik der lige galt her?

Som jeg så tørt kunne konstatere to dage efter på facebook i vores lille forum:

Efter at have vurderet situationen ud fra et taktisk synspunkt er jeg kommet frem til at reel skader KUNNE have været undgået i såfald kursisterne havde været udstyret med fragmentationsveste eller lignende polstring.

Men HEY! det var det værd. Men det er nok værd at overveje en anden gang, om man ikke lige skal give passagerne noget at stå imod med. Det gør immervæk turen lidt sjovere at man ikke er ved at brække sig af smerte.

Herefetr blev vi kørt ud til et skydeareal hvor vi fik lov til at skyde med noget FX ammunition. En smule flad fornemmelse når man er vant til rigtig ammunition, plus at vi egentlig var blevet lovet i indkaldelsen at vi skulle lege med Laser Duel systemet, som jeg stadig har til gode til trods for 10 år i hjemmeværnet.

Efter "skydningen" røg vi tilbage til kasernen hvor der blev budt på skibber labskovs og feltrationer, som godt nok har forbedret sig en kende på 10 år. Ser vi bor fra det faktum at NOGEN havde tømt størstedelen af de udleverede feltrationer for chokolader barer, så er der kommet spændende ting til såsom Tun med Basilikum. Det er sgu mums !

Der blev hygget omkring bordene og diskuteret med de fremmødte kvindelige soldater, så da "Spørgetimen" med dem gik i gang var vi godt varmede op. HVer af de tre indbudte kvindelige soldater havde forberedt et lille oplæg, som egentlig var temmelig tørt, men det blev der rådet bod på efterhånden som der kom gang i spørgsmålene. Der blev især fokuseret på det at være ene "høne" i f.eks. et helt kompagni, det at skulle være bedre end sine mandlige kolleger, det at have kvindelige privilegier, som man et eller andet sted bør se stort på for ikke at miste sine mandlige kollegers respekt, det faktum at kvinder ikke skal honorere de samme fysiske krav som mændene, der allerede på forhånd et eller andet sted stiller dem dårligere end mændene (her anbefalede de at man træner efter at kunne honorere de SAMME krav som mændene, og ikke på blot at "snige" sig igennem). Faktum er at kvinder som udgangspunkt ikke er så stærke som kvinder, men når vi lader dem komme ind på lempede krav, svækker vi så ikke på forhånd de mandlige kollegers tiltro til dem? Hvis en mand er buddy med en kvinde, og han ved hun kun kan slæbe 75 kilo, og han vejer 95.. Tror I så han er tryg ved hende? Og så kan hun sgu være en lige så god feltmæssig uddannet soldat som ham, men jeg forstår godt den mulige skepsis.

Kvinder skal deltage i forsvaret af Danmark JA.. Men ikke for en hver skyld!