I've come to talk with you again,
Because a vision softly creeping,
Left its seeds while I was sleeping,
And the vision that was planted in my brain
Still remains
Within the sound of silence.
Stille har der også været rigtig længe her på min blog. Det er som om jeg har været begravet under en tyk dyne, der har tynget mig ned. Jeg har kæmpet hårdt, og kæmper stadig for at kaste den af mig, og nogle dage er nemmere end andre.
Det er nu ikke fordi der ikke har været noget at fortælle, at jeg ikke har haft noget på hjerte, men nogen gange er stilheden, den allerdybeste og reneste stilhed, som findes helt derinde i skoven, hvor jeg kan trække vejret frit, at foretrække for den hårde og kolde virkelighed som jeg så længe har forsøgt at undgå.
De sidste seks måneder har budt på mange omvæltninger for mig, og dem der er allertættest på mig. Manden jeg troede skulle følge mig resten af mine dage, har jeg konstateret ikke vil blive denne alligevel. En hård beslutning, som landede hårdt og brutalt, og til dels uventet på hans bord så at sige, men noget der har været undervejs længe for mig. Kommunikation er en svær ting, og når den ikke fungerer så er der desværre to tabere. Det var hårdt at hive plasteret af, men jeg ved det er den rigtige beslutning i det lange løb, både for ham og for mig, men det svært pludselig at skulle indse at hjertet banker for en anden.
Nu vil tiden forhåbentlig læge de sår jeg har brugt flere år på at kradse i, og så ser jeg frem til forhåbentlig at løse den økonomiske ikke helt så gordiske knude, som venter foran mig. Med en gammel ekskæreste som tilsyneladende er gået under jorden i sit forsøg på at undgå at skulle finde en løsning på det hus, vi købte sammen i 2006, så er det en umulig opgave. Tænk at man når dertil igen, at man overvejer hvordan man får manden i tale....
Jeg skal bare ud på den anden side af det her mareridt.
For at gøre ondt værre, så har jeg måtte sige farvel til min trofaste følgesvend igennem næsten 16 år. Lille Cara Mia, som havde skrantet on/off igennem de sidste to år, hendes bagben blev sværrere og sværrere at styre om morgenen, og onsdag den 2. marts var hun ikke i stand til at sætte sig ned og tisse på morgentisseturen. Hun kunne heller ikke selv hoppe op i sengen da jeg havde hentet hende ind fra haven, så beslutningen blev taget.
Nu ligger hun i et hjørne af haven, hendes yndlings med tanke på de mange *mange* gange hun har gravet dybe huller lige netop der. Indtil videre ligger hendes bold over urnen, men jeg planter en lille dværg-røn når vi kommer på den anden side af april, og så vil jeg have en lille beton schæferhund stående også.
Alt er ikke skidt.. Et mantra jeg har brugt meget over for mig selv det sidste år. Noget jeg har set meget frem til nærmer sig nu, hurtigere end jeg lige helt kan overskud. Jeg tager 15 dage til USA med mit hjemmeværnskompagni (Infanterihjemmeværnskompagni Vestsjælland), og skal være med i den såkaldte ARCTIC EAGLE 2016 øvelse i og omkring Camp Grayling, Michigan. Det kommer der forhåbentlig mere om i et senere indlæg.
