Har længe tænkt på at dele dette blogindlæg. Fandt det tilbage i maj 2010 og det ramte virkelig hovedet på sømmet for mig, set i forhold til hvor mit standpunkt var den gang. Det er smukt, dybfølt og medrivende. læs med.. Og nyd Trine's håndtering af det danske sprog.
Jeg elsker dig
Hvad fanden er det lige som sker for dét der kærlighed?
Jeg undrer mig meget!
Èn ting er at mit hjerte er gået i tusinde stykker over at den kærlighed jeg kendte og det liv jeg levede ikke eksisterer mere.
Èn anden ting er, at jeg ikke længere ved hvem jeg selv er, og drøner forvirret rundt i en febrilsk jagt på at huske og finde mig selv igen.
En tredje ting er, at der er ting der har gjort så ondt at mit knuste hjerte har muret sig inde og kun tør spionere ud på resten af verden fra et usynligt kighul.
Jeg er frosset til is, stivnet i en grimasse som jeg havde forestillet mig ligner et smil, men som mest af alt ligner at jeg står og snerrende viser tænder.
Jeg er så bange for smerten ved nederlag og hjerteproblemer, at jeg låser mig selv og mit hjerte inde i et fængsel, der til forveksling ligner en lillebitte lejlighed.
Jeg frygter at blive sårbar, at ting skal gøre endnu mere ondt end de gør i forvejen - og den form for altovervældende angst har gjort mig hård, kynisk og forbeholdende umedgørlig.
Men det har jeg bare lige glemt at fortælle mit hjerte.
Mit hjerte er åbenbart mere naiv end jeg selv er, for uanset hvor mange forbehold jeg beder det om at tage reagerer det spontant med heftige hjerteslag hver gang han er der. Ham. Fyrbøderen.
Mit dumme, naive hjerte har taget fusen på mig, og insisterer på at føle alle de forbudte følelser som min hjerne trygler om at lukke af for.
Dét hjerte jeg troede var ødelagt og trampet itu er åbenbart stærkere end jeg selv var klar over - og uafhængig af resten af mit system har det bestemt sig for at tro på det.
Kærligheden.
Mit hjerte tror på den kærlighed som jeg selv havde mistet al tillid til.
Hvordan kan mit hoved og mit hjerte arbejde så modstridende? Hvor kommer det fra - håbet? Tør jeg stole på at mit hårdt prøvede hjerte kan blive ved med at være så stærkt, som det tilsyneladende er? Hvordan kan det være, at uanset hvad jeg som menneske står i insisterer mit system på at tro på det gode, uagtet de erfaringer jeg har gjort mig?
Vil det i virkeligheden sige at Løgstrup havde ret?
Jeg undrer mig meget!
Mit dumme, naive hjerte har indgået en alliance med min mund, og de skrøbeligste, mindblowing blændende udenfor-al-fornuft og allermest fantastiske ord flyder fra mit forrædderiske hjerte - hele vejen ud gennem mine illoyale læber.
Jeg elsker dig.
Mit hjerte tror på det. Min mund siger det.
Mit hovede og jeg selv undrer mig!
Men lige om lidt må jeg sande, at mit dumme, naive hjerte har ret - og resignere.
:-)
SvarSlet