Når de forbudte ord glider fra mine læber i et hviskende favntag og jeg allerede i det de forlader mig føler panikken indfinde sig.
Fortumlet imens min hjerne er i vild diskussion med sig selv; en primitiv instinktiv del der panisk skriger "flygt, gem dig for smerten som du ved kommer", en anden der med lidt mere rationelle og insisterende argumenter forsøger at overbevise mig om at jeg blot igen er ved at lade mig forblinde i flyvske drømme om et familieliv.
Hvor jeg gang på gang må tvinge mig selv til at lade fornuften tage over og igen og igen fortælle min paniske side at det her er værd at tro på. At intet godt kan blive hvis ingen risiko tages. Tvinge mig selv til at tro på at det blot er min hjerne der forsøger at skærme mig for mere smerte. Fornuften insisterer på at jeg skal turde turde det. Turde at tro på det, turde at tage chancen. Turde at lukke mit hjerte op for den potentielle smerte ved at elske en anden
Lukker langsomt mine øjne og ser hans foran mig. Trækker vejret dybt og mærker efter inden i. Fortæller mig selv at vi hører sammen. At det ér meningen. Det føles jo rigtigt. Burde jeg så ikke tage chancen?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar