Når man vælger at skrive en blog, vælger man for de flestes vedkommende også at åbne sit liv for flere end kun lige de nærmeste.
Tænker ofte over hvad jeg vælger at dele, men lige som med facebook, hvor man måske nok var lidt tilbageholdende og forsigtig i starten så vænner man sig til offentligheden og grænserne for hvad der er "privat" rykkes.
I takt med at jeg får sat ord på hvem jeg er, hvad jeg står for, hvad og hvem jeg drømmer om, oplever jeg at det er befriende at se dette nedfældet på skrift. At se sine tanker og ideer manifestere sig fra bogstaver, til ord, til sætninger, for til sidst at stå som endegyldige udleverende blogindlæg, som små glughuller indtil min forpinte og forvildede sjæl, det er på sin vis med til at bekræfte mig som den jeg er.
Den åbne, delende, altfavnende og givende Anne, som aldrig er bleg for en udfordring, hvad enten det er sig tequila, mænd eller måske endda et par timers tøsefilmmarathon. Eller måske endda at åbne sit inderste for både venner, familie og den store ukendte masse derude som af en eller anden grund er faldet over netop min lille blog. Og af ukendte årsager kommer tilbage.
Håber at I griner med mig i modgang og medgang.
Og endnu en gang sidder jeg tilbage og må minde mig om at denne blog faktisk mest er for min skyld, mit åndehul, min dampventil, og ikke for jeres underholdning ;)
En blog er et dejligt sted at slå sine folder.
SvarSletMan kan være lige så privat eller åben som man har lyst til det.
Og ja, ens grænser rykkes bestemt med tiden :).
Man skal bare huske på, at det er én gang er sendt ud i cyberspace altid vil kunne findes igen.
Meeen, det ved du jo godt og jeg ved også godt at du ikke sender ngoet ud i æteren som du ikke har gennemtænkt.
Møs.