Man vænner sig aldrig til det.. Bildte jeg mig nogensinde andet ind?
Hvorend jeg vender og drejer mig har min venner og veninder knas i deres parforhold eller kæmper med mentale udfordringer af større eller mindre slags..
Ord som seperation, statsforvaltning, parterapi, bipolar, psykriatrisk skadestue, depression, ja generelt kaos og formørkelse er alle efterhånden blevet en fast bestanddel af mit daglige ordforråd.
Alt imens mine omgivelser kæmper med deres overvældende problemer og jeg som altid prøver at være der for dem er jeg glad for at jeg selv har en fyrværkerisprudlende farvestrålende spand der bugner med glade forelskede sommerfugle der boltrer sig i overskud.
Uden dette.. Uden ham.. Så ved jeg ikke hvordan jeg skulle kunne kapere al denne ulykkelighed.
Man vænner sig aldrig til det.. Så meget er ganske vidst.
onsdag den 19. januar 2011
mandag den 13. december 2010
Indbrud i Fabyen... Forbandede tyveknægte :(
Så jeg har haft indbrud i min bil her den 28/11. Det er aldrig sjovt, især ikke når man først opdager det kl. 15:30 om eftermiddagen efter bilen formentlig har stået med smadret siderude siden en 2-3 stykker om natten i snevejr, og man ydermere forventes til middag hos farmand kl 16:00.
Heldigvis var det frostvejr, så ingen nævneværdige skader på betrækket. Men en smadret siderude, et handskerum der pludselig fylder meget mere når indholdet er spredt ud over et større område og glas ude over begge forsæder.
Status blev:
Mandag morgen tog jeg kontakt til Carglass via deres Online bestilling. De ringede efter en times tid og havde en mand ude ved mig på jobbet allerede ved 9 tiden og kl 10 kunne jeg køre min nystøvsugede og velduftende Fabia på plads på parkeringen igen. Onsdag ringede de fra Taksatorringen og vi fik sporet os ind på hvad jeg skulle gøre omkring et nyt anlæg og allerede torsdag havde jeg en aftale med taksatoren i Autohuset Glostrup. Efter at han havde taget sine billeder blev jeg sendt af sted igen med en besked om at jeg ville blive kontaktet omkring anlægget, som jeg havde valgt skulle være et Sony MexBT5000. Det blev jeg så allerede torsdag eftermiddag af Carsound og det viste sig snart at det anlæg jeg havde set mig lun på ikke var muligt at få, hvorfor jeg blev tilbudt et Sony MexBT5700 som kunne nogen lidt andre ting, men kunne de ting jeg havde sat som krav til et nyt.
Som plaster på såret fik jeg et par 100 krs ekstra rabat oven i de 32% rabat de kunne tilbyde i forvejen. Det betød at jeg kunne glæde mig til at sætte et anlæg til lidt godt og vel 3499 for en brugerbetaling på 500 kr. Det er absolut 112% i orden. (anlægget kan fås på tilbud rundt omkring til en 2500 på en god dag)
Var på værksted igen om torsdagen og fik sat den nye kopholder i og næste dag kom anlægget med Post Danmark og jeg måtte fluks ringe til Jesper og aftale at han kom og satte det i.
I dag skriver vi så mandag den 13/12 og jeg har nærmest nervøse tics hver gang jeg har sovet hos kæresten i Avedøre og kommer ned til bilen om morgenen og med en knude i maven lige lader blikket falde hen over ruderne for at se om de stadig er hele. Kommer de igen bliver de skuffede. Jeg lader IKKE mit anlæg sidde i mere .
Udover det selvfølgelig er pisse bittert og det har givet mig en del hovedbrud, så prøver jeg at se det bedste i situationen. Havde igennem et stykke tid tænkt på om ikke det var ved at være på tide at udskifte mit anlæg, da det ikke kunne afspille mine .wma-filer plus jeg godt ville se om ikke jeg kunne få en velfungerende bluetooth funktion med mulighed for håndfri til min mobil. Slap altså med 500 for et fedt nyt anlæg, jeg havde friskade, så ruden kostede mig ingenting, og forhåbentlig får jeg nok penge fra forsikringen til at jeg kan købe mig en ny pung og et par nye kørebriller.
Det kunne være gået meget værre jo.
Heldigvis var det frostvejr, så ingen nævneværdige skader på betrækket. Men en smadret siderude, et handskerum der pludselig fylder meget mere når indholdet er spredt ud over et større område og glas ude over begge forsæder.
Status blev:
- et mistet Pioneer DEH anlæg, (som ellers har fulgt mig trofast igennem de sidste 5 år og givet mig mange gode og mindeværdige timer på de danske landeveje), flået ud af mit instrumentbræt, heldigvis uden at beskadige ledningerne/stik. De smadrede så min kopholder, hvilket ikke var det store tab da den ikke blev brugt vildt meget, men stadig!
- en mistet Bjørn Borg pengepung (heldigvis var det sidst på måneden og mit dankort havde jeg i min lomme og det har efterfølgende vist sig at mit kørekort lå i min lille taske) med diverse medlemskort samt sygesikringsbevis. Nu er det bare bittert at det er den eneste pung jeg har været glad for igennem tiden :/
- et stk.manglende Brobizz
- et ukendt antal CD-er
- mine elskede Barito køre-/solbriller
Mandag morgen tog jeg kontakt til Carglass via deres Online bestilling. De ringede efter en times tid og havde en mand ude ved mig på jobbet allerede ved 9 tiden og kl 10 kunne jeg køre min nystøvsugede og velduftende Fabia på plads på parkeringen igen. Onsdag ringede de fra Taksatorringen og vi fik sporet os ind på hvad jeg skulle gøre omkring et nyt anlæg og allerede torsdag havde jeg en aftale med taksatoren i Autohuset Glostrup. Efter at han havde taget sine billeder blev jeg sendt af sted igen med en besked om at jeg ville blive kontaktet omkring anlægget, som jeg havde valgt skulle være et Sony MexBT5000. Det blev jeg så allerede torsdag eftermiddag af Carsound og det viste sig snart at det anlæg jeg havde set mig lun på ikke var muligt at få, hvorfor jeg blev tilbudt et Sony MexBT5700 som kunne nogen lidt andre ting, men kunne de ting jeg havde sat som krav til et nyt.
 |
| Sony Mex-BT 5700 |
Var på værksted igen om torsdagen og fik sat den nye kopholder i og næste dag kom anlægget med Post Danmark og jeg måtte fluks ringe til Jesper og aftale at han kom og satte det i.
I dag skriver vi så mandag den 13/12 og jeg har nærmest nervøse tics hver gang jeg har sovet hos kæresten i Avedøre og kommer ned til bilen om morgenen og med en knude i maven lige lader blikket falde hen over ruderne for at se om de stadig er hele. Kommer de igen bliver de skuffede. Jeg lader IKKE mit anlæg sidde i mere .
Udover det selvfølgelig er pisse bittert og det har givet mig en del hovedbrud, så prøver jeg at se det bedste i situationen. Havde igennem et stykke tid tænkt på om ikke det var ved at være på tide at udskifte mit anlæg, da det ikke kunne afspille mine .wma-filer plus jeg godt ville se om ikke jeg kunne få en velfungerende bluetooth funktion med mulighed for håndfri til min mobil. Slap altså med 500 for et fedt nyt anlæg, jeg havde friskade, så ruden kostede mig ingenting, og forhåbentlig får jeg nok penge fra forsikringen til at jeg kan købe mig en ny pung og et par nye kørebriller.
Det kunne være gået meget værre jo.
søndag den 12. december 2010
Når man tvinger sit hjerte åbent igen..
Jeg undrer mig over hvorfor jeg skal have det sådan.
Når de forbudte ord glider fra mine læber i et hviskende favntag og jeg allerede i det de forlader mig føler panikken indfinde sig.
Fortumlet imens min hjerne er i vild diskussion med sig selv; en primitiv instinktiv del der panisk skriger "flygt, gem dig for smerten som du ved kommer", en anden der med lidt mere rationelle og insisterende argumenter forsøger at overbevise mig om at jeg blot igen er ved at lade mig forblinde i flyvske drømme om et familieliv.
Hvor jeg gang på gang må tvinge mig selv til at lade fornuften tage over og igen og igen fortælle min paniske side at det her er værd at tro på. At intet godt kan blive hvis ingen risiko tages. Tvinge mig selv til at tro på at det blot er min hjerne der forsøger at skærme mig for mere smerte. Fornuften insisterer på at jeg skal turde turde det. Turde at tro på det, turde at tage chancen. Turde at lukke mit hjerte op for den potentielle smerte ved at elske en anden
Lukker langsomt mine øjne og ser hans foran mig. Trækker vejret dybt og mærker efter inden i. Fortæller mig selv at vi hører sammen. At det ér meningen. Det føles jo rigtigt. Burde jeg så ikke tage chancen?
Når de forbudte ord glider fra mine læber i et hviskende favntag og jeg allerede i det de forlader mig føler panikken indfinde sig.
Fortumlet imens min hjerne er i vild diskussion med sig selv; en primitiv instinktiv del der panisk skriger "flygt, gem dig for smerten som du ved kommer", en anden der med lidt mere rationelle og insisterende argumenter forsøger at overbevise mig om at jeg blot igen er ved at lade mig forblinde i flyvske drømme om et familieliv.
Hvor jeg gang på gang må tvinge mig selv til at lade fornuften tage over og igen og igen fortælle min paniske side at det her er værd at tro på. At intet godt kan blive hvis ingen risiko tages. Tvinge mig selv til at tro på at det blot er min hjerne der forsøger at skærme mig for mere smerte. Fornuften insisterer på at jeg skal turde turde det. Turde at tro på det, turde at tage chancen. Turde at lukke mit hjerte op for den potentielle smerte ved at elske en anden
Lukker langsomt mine øjne og ser hans foran mig. Trækker vejret dybt og mærker efter inden i. Fortæller mig selv at vi hører sammen. At det ér meningen. Det føles jo rigtigt. Burde jeg så ikke tage chancen?
onsdag den 3. november 2010
En omtumlet uge.. Stopper det nogensinde?
Noget af en uge jeg har været igennem ellers....
En weekend i trøjen
Har været på kursus med hjemmeværnet i weekenden, på to af mine "RLU-er" (resterende lovpligtige uddannelser) i hhv. Elementær Brandbekæmpelse samt miljø-modulet. Lærte en del, fik leget en del (jeps.. vandkamp bliver en del sjovere når håndslukkere bliver involveret) ;D..
Men vigtigst af alt. Mødte en masse nye spændende mennesker og gik genopfrisket et par bekendtskaber fra gammel tid. Har fået et par kontakter i HVK VAL og fra selve distriktet, hvilket jeg håber bliver en hjælp når jeg og vores ROF (Rekrutteringsofficer) snart søsætter vores FUT-projekt (Fysisk uddannelse og træning).
Bl.a. et par interesserede i at deltage i selve HIS-FUT-ten (HIS = Hjemmeværnets Reaktions Styrke) samt en mulighed for at tilbyde de interesserede i vort kompagni at deltage i en march træning andetsteds inden for distriktet, så ROF og jeg ikke skal tænke på det. Herudover fik jeg en snak med vores underviser omkring mit mulige indtræden i instruktørkorpset, hvilket jeg dog vælger at sætte på standby til jeg har udlevet mit HIS-eventyr. Indtil da har jeg sgu nok ikke tid til det.
Halloween
Lørdag var jeg til halloween-fest hos min veninde Pia og hendes slæng, som altid er gode for en spas fest. Det indebar bl.a. de mest syrede udklædninger, nogen temmelig morbide andre bare helt vildt gennemførte. Det indebærer også ting som at voksne mænd gør rimelig underlige ting, så som at lade sig iklæde miniskirt, top og cheerleader pomponer.. Eller slikker små grå af hinandens lår. Enormt underholdende, men man skulle nok have været der. :)
Sku' gammel venskab ren forgå
Aftenen bød også på et tiltrængt gensyn med en nær gammel ven, hvilket viste sig at være en blandet fornøjelse. Aftner med ham er altid fantastisk intense, for vi kan snakke sammen som jeg kan med de færreste mænd. Der er bare en forståelse, en stiltiende accept, en følelse af "ind under huden på hinanden" og en strømlinet tankegang, som gang på gang overrasker os begge og vi bruger hinanden som sparringspartnerne på vores respektive problemer i dagligdagen. På en eller anden suspekt måde er han nok det nærmeste jeg kommer på en "soulmate".
Vi er ydermere begge på steder i vores liv som gør at vi kan spejle os i hinanden. Det gør ondt på mig at se ham, at høre hvor han er nu, og høre at han sidder lige så fast som jeg gør, omend hans situation er en del mere kompliceret end min. Udover at jeg bliver ked af det på hans vegne så virker det desværre også som en spotlight på mit liv, som jeg føler er sat komplet på standby.
Et liv på standby.. Vent slut
Et standby jeg kæmper en brav kamp for at slippe ud af, hvilket er svært når man hænger fast i sin fortid som jeg gør, en fortid der som hængedynd ihærdigt forsøger at holde mig tilbage, og bare ikke vil slippe sit tag. En fortid som forfølger mig og ikke tillader mig at komme videre.
Så det er svært.. Nu to dage efter har jeg stadig svært ved at slippe melankolien (og så kommer der poster som denne ud af det... ) og roder dybere og dybere i den mentale lykkepose efter de positive sider ved det hele. Det er som om at det hele glider nemmere, hvis jeg bare kan ignorere alle mine problemer og bare tage en dag ad gangen (sådan er virkeligheden bare ikke .. :( )
Men jeg kæmper videre, Hvis ikke jeg tror på det, hvem gør så? En eller anden dag er det hus solgt, og jeg kan starte på et nyt (og absolut tiltrængt) kapitel i mit liv. Så mangler jeg bare at finde ud af det der med kærlighedslivet.
For at citere Trine:
Ser frem til weekenden
Nu er det så tirsdag. Jeg ser frem i mod fredag som vil byde på min første øvelse med gutterne fra min MOTINF deling (mig, min 2. kvindelige gruppekammerat og 28 gutter i BSO i Høvelte øvelsesterræn.. Åh gud jeg håber jeg når at få min HIS-udrustning ellers bliver der trængsel i en af drengenes soveposer ;) ) . Den står altså på underholdning i grønt i Høvelte Øvelsesterræn. Udover vores indsættelse (assistance til kontrol af MOTINF Ballerup) ved jeg at Esbern Snarre øvelsen også foregår samme weekend, så det bliver interessant om det er noget vi vil mærke noget til. Jeg ser i hvertfald frem til en weekend hvor jeg går glip af J-dag, FCK - AC Horsens samt den længe ventede julefrokost med Semper Danica. Det har BARE at være lærerigt og underholdende i Høvelte ;) Og ikke mindst.. Det bliver en tiltrængt pause at kunne koncentrere sig om noget andet end økonomi og tankerne der flyver igennem hovedet på mig om mændene i mit liv :)
En weekend i trøjen
Har været på kursus med hjemmeværnet i weekenden, på to af mine "RLU-er" (resterende lovpligtige uddannelser) i hhv. Elementær Brandbekæmpelse samt miljø-modulet. Lærte en del, fik leget en del (jeps.. vandkamp bliver en del sjovere når håndslukkere bliver involveret) ;D..
Men vigtigst af alt. Mødte en masse nye spændende mennesker og gik genopfrisket et par bekendtskaber fra gammel tid. Har fået et par kontakter i HVK VAL og fra selve distriktet, hvilket jeg håber bliver en hjælp når jeg og vores ROF (Rekrutteringsofficer) snart søsætter vores FUT-projekt (Fysisk uddannelse og træning).
Bl.a. et par interesserede i at deltage i selve HIS-FUT-ten (HIS = Hjemmeværnets Reaktions Styrke) samt en mulighed for at tilbyde de interesserede i vort kompagni at deltage i en march træning andetsteds inden for distriktet, så ROF og jeg ikke skal tænke på det. Herudover fik jeg en snak med vores underviser omkring mit mulige indtræden i instruktørkorpset, hvilket jeg dog vælger at sætte på standby til jeg har udlevet mit HIS-eventyr. Indtil da har jeg sgu nok ikke tid til det.
Halloween
Lørdag var jeg til halloween-fest hos min veninde Pia og hendes slæng, som altid er gode for en spas fest. Det indebar bl.a. de mest syrede udklædninger, nogen temmelig morbide andre bare helt vildt gennemførte. Det indebærer også ting som at voksne mænd gør rimelig underlige ting, så som at lade sig iklæde miniskirt, top og cheerleader pomponer.. Eller slikker små grå af hinandens lår. Enormt underholdende, men man skulle nok have været der. :)
Her er lidt blandede billederne fra aftenen
Gitte, Pia's søster i det nok mest suspekte og gennemførte outfit.
 |
| Gitte, som zombienaughty nurse.. Damn. |
Pia havde valgt af afpejle hendes skizofrene personlighed i et engel/djævel kostume, som hun helt sikkert var pænt fræk i ;)
Mikkel havde valgt at finde plys-dragten frem og give den som "farlig farlig" tigermis. Nu er løvinder jo så konsekvent ikke bange for tigermisser, så det tog jeg i stiv arm ;)
 |
| Pia, som et mix af engel og djævel |
 |
| Mikkel, den farlige farlige tigermis og jeg selv. |
Jeg valgte at tage springet og hive mit cowgirl outfit ud af skabet. Blev enig med mig selv om at min røv ikke så sååå stor ud mere, så nu kunne jeg bære det ;) Supplerede med min egen fine show-cowboyhat fra Mustang og Wickies fine sølvøreringe. Herudover var hun så dejlig at lægge en fin øjenmakeup på mig.
 |
| Mig selv, i mit cowgirl outfit. |
 |
| "Naughty Nautical" looket. |
Aftenen bød også på et tiltrængt gensyn med en nær gammel ven, hvilket viste sig at være en blandet fornøjelse. Aftner med ham er altid fantastisk intense, for vi kan snakke sammen som jeg kan med de færreste mænd. Der er bare en forståelse, en stiltiende accept, en følelse af "ind under huden på hinanden" og en strømlinet tankegang, som gang på gang overrasker os begge og vi bruger hinanden som sparringspartnerne på vores respektive problemer i dagligdagen. På en eller anden suspekt måde er han nok det nærmeste jeg kommer på en "soulmate".
Vi er ydermere begge på steder i vores liv som gør at vi kan spejle os i hinanden. Det gør ondt på mig at se ham, at høre hvor han er nu, og høre at han sidder lige så fast som jeg gør, omend hans situation er en del mere kompliceret end min. Udover at jeg bliver ked af det på hans vegne så virker det desværre også som en spotlight på mit liv, som jeg føler er sat komplet på standby.
Et liv på standby.. Vent slut
Et standby jeg kæmper en brav kamp for at slippe ud af, hvilket er svært når man hænger fast i sin fortid som jeg gør, en fortid der som hængedynd ihærdigt forsøger at holde mig tilbage, og bare ikke vil slippe sit tag. En fortid som forfølger mig og ikke tillader mig at komme videre.
Så det er svært.. Nu to dage efter har jeg stadig svært ved at slippe melankolien (og så kommer der poster som denne ud af det... ) og roder dybere og dybere i den mentale lykkepose efter de positive sider ved det hele. Det er som om at det hele glider nemmere, hvis jeg bare kan ignorere alle mine problemer og bare tage en dag ad gangen (sådan er virkeligheden bare ikke .. :( )
Men jeg kæmper videre, Hvis ikke jeg tror på det, hvem gør så? En eller anden dag er det hus solgt, og jeg kan starte på et nyt (og absolut tiltrængt) kapitel i mit liv. Så mangler jeg bare at finde ud af det der med kærlighedslivet.
For at citere Trine:
Jeg er så bange for smerten ved nederlag og hjerteproblemer, at jeg låser mig selv og mit hjerte inde i et fængsel, der til forveksling ligner en lillebitte lejlighed.Jeg vil så gerne turde lukke op, men jeg frygter at åbner jeg først op, så er det som Pandora's æske. Jeg vil ikke være i stand til at lukke den og guderne må vide hvem Jeg er når først alt roddet er sluppet ud og har raseret mit indre endnu en gang. Næh nej.. Æskerne skal holdes lukkede.
Jeg frygter at blive sårbar, at ting skal gøre endnu mere ondt end de gør i forvejen - og den form for altovervældende angst har gjort mig hård, kynisk og forbeholdende umedgørlig.
Ser frem til weekenden
Nu er det så tirsdag. Jeg ser frem i mod fredag som vil byde på min første øvelse med gutterne fra min MOTINF deling (mig, min 2. kvindelige gruppekammerat og 28 gutter i BSO i Høvelte øvelsesterræn.. Åh gud jeg håber jeg når at få min HIS-udrustning ellers bliver der trængsel i en af drengenes soveposer ;) ) . Den står altså på underholdning i grønt i Høvelte Øvelsesterræn. Udover vores indsættelse (assistance til kontrol af MOTINF Ballerup) ved jeg at Esbern Snarre øvelsen også foregår samme weekend, så det bliver interessant om det er noget vi vil mærke noget til. Jeg ser i hvertfald frem til en weekend hvor jeg går glip af J-dag, FCK - AC Horsens samt den længe ventede julefrokost med Semper Danica. Det har BARE at være lærerigt og underholdende i Høvelte ;) Og ikke mindst.. Det bliver en tiltrængt pause at kunne koncentrere sig om noget andet end økonomi og tankerne der flyver igennem hovedet på mig om mændene i mit liv :)
mandag den 25. oktober 2010
Jeg elsker dig. Et gæsteindlæg so-to-speak.
Har længe tænkt på at dele dette blogindlæg. Fandt det tilbage i maj 2010 og det ramte virkelig hovedet på sømmet for mig, set i forhold til hvor mit standpunkt var den gang. Det er smukt, dybfølt og medrivende. læs med.. Og nyd Trine's håndtering af det danske sprog.
Jeg elsker dig
Hvad fanden er det lige som sker for dét der kærlighed?
Jeg undrer mig meget!
Èn ting er at mit hjerte er gået i tusinde stykker over at den kærlighed jeg kendte og det liv jeg levede ikke eksisterer mere.
Èn anden ting er, at jeg ikke længere ved hvem jeg selv er, og drøner forvirret rundt i en febrilsk jagt på at huske og finde mig selv igen.
En tredje ting er, at der er ting der har gjort så ondt at mit knuste hjerte har muret sig inde og kun tør spionere ud på resten af verden fra et usynligt kighul.
Jeg er frosset til is, stivnet i en grimasse som jeg havde forestillet mig ligner et smil, men som mest af alt ligner at jeg står og snerrende viser tænder.
Jeg er så bange for smerten ved nederlag og hjerteproblemer, at jeg låser mig selv og mit hjerte inde i et fængsel, der til forveksling ligner en lillebitte lejlighed.
Jeg frygter at blive sårbar, at ting skal gøre endnu mere ondt end de gør i forvejen - og den form for altovervældende angst har gjort mig hård, kynisk og forbeholdende umedgørlig.
Men det har jeg bare lige glemt at fortælle mit hjerte.
Mit hjerte er åbenbart mere naiv end jeg selv er, for uanset hvor mange forbehold jeg beder det om at tage reagerer det spontant med heftige hjerteslag hver gang han er der. Ham. Fyrbøderen.
Mit dumme, naive hjerte har taget fusen på mig, og insisterer på at føle alle de forbudte følelser som min hjerne trygler om at lukke af for.
Dét hjerte jeg troede var ødelagt og trampet itu er åbenbart stærkere end jeg selv var klar over - og uafhængig af resten af mit system har det bestemt sig for at tro på det.
Kærligheden.
Mit hjerte tror på den kærlighed som jeg selv havde mistet al tillid til.
Hvordan kan mit hoved og mit hjerte arbejde så modstridende? Hvor kommer det fra - håbet? Tør jeg stole på at mit hårdt prøvede hjerte kan blive ved med at være så stærkt, som det tilsyneladende er? Hvordan kan det være, at uanset hvad jeg som menneske står i insisterer mit system på at tro på det gode, uagtet de erfaringer jeg har gjort mig?
Vil det i virkeligheden sige at Løgstrup havde ret?
Jeg undrer mig meget!
Mit dumme, naive hjerte har indgået en alliance med min mund, og de skrøbeligste, mindblowing blændende udenfor-al-fornuft og allermest fantastiske ord flyder fra mit forrædderiske hjerte - hele vejen ud gennem mine illoyale læber.
Jeg elsker dig.
Mit hjerte tror på det. Min mund siger det.
Mit hovede og jeg selv undrer mig!
Men lige om lidt må jeg sande, at mit dumme, naive hjerte har ret - og resignere.
Jeg elsker dig
Hvad fanden er det lige som sker for dét der kærlighed?
Jeg undrer mig meget!
Èn ting er at mit hjerte er gået i tusinde stykker over at den kærlighed jeg kendte og det liv jeg levede ikke eksisterer mere.
Èn anden ting er, at jeg ikke længere ved hvem jeg selv er, og drøner forvirret rundt i en febrilsk jagt på at huske og finde mig selv igen.
En tredje ting er, at der er ting der har gjort så ondt at mit knuste hjerte har muret sig inde og kun tør spionere ud på resten af verden fra et usynligt kighul.
Jeg er frosset til is, stivnet i en grimasse som jeg havde forestillet mig ligner et smil, men som mest af alt ligner at jeg står og snerrende viser tænder.
Jeg er så bange for smerten ved nederlag og hjerteproblemer, at jeg låser mig selv og mit hjerte inde i et fængsel, der til forveksling ligner en lillebitte lejlighed.
Jeg frygter at blive sårbar, at ting skal gøre endnu mere ondt end de gør i forvejen - og den form for altovervældende angst har gjort mig hård, kynisk og forbeholdende umedgørlig.
Men det har jeg bare lige glemt at fortælle mit hjerte.
Mit hjerte er åbenbart mere naiv end jeg selv er, for uanset hvor mange forbehold jeg beder det om at tage reagerer det spontant med heftige hjerteslag hver gang han er der. Ham. Fyrbøderen.
Mit dumme, naive hjerte har taget fusen på mig, og insisterer på at føle alle de forbudte følelser som min hjerne trygler om at lukke af for.
Dét hjerte jeg troede var ødelagt og trampet itu er åbenbart stærkere end jeg selv var klar over - og uafhængig af resten af mit system har det bestemt sig for at tro på det.
Kærligheden.
Mit hjerte tror på den kærlighed som jeg selv havde mistet al tillid til.
Hvordan kan mit hoved og mit hjerte arbejde så modstridende? Hvor kommer det fra - håbet? Tør jeg stole på at mit hårdt prøvede hjerte kan blive ved med at være så stærkt, som det tilsyneladende er? Hvordan kan det være, at uanset hvad jeg som menneske står i insisterer mit system på at tro på det gode, uagtet de erfaringer jeg har gjort mig?
Vil det i virkeligheden sige at Løgstrup havde ret?
Jeg undrer mig meget!
Mit dumme, naive hjerte har indgået en alliance med min mund, og de skrøbeligste, mindblowing blændende udenfor-al-fornuft og allermest fantastiske ord flyder fra mit forrædderiske hjerte - hele vejen ud gennem mine illoyale læber.
Jeg elsker dig.
Mit hjerte tror på det. Min mund siger det.
Mit hovede og jeg selv undrer mig!
Men lige om lidt må jeg sande, at mit dumme, naive hjerte har ret - og resignere.
Sommerfugle
Her i skabet gemmer jeg mine æsker.
De fleste uberørte, støvede, næsten glemte.
Så længe siden jeg har skulle bruge noget heri.
Ude af syne.. Ude af sind.
Andre helt fremme, tydeligvis ofte åbnet og rykket rundt.
1000 forme og farver, smukke i deres pragt.
Små fine æsker der så nydeligt står stablet.
Der skal være orden i sagerne!
Ah se. Her er én. Skrammet og bulet, mærket af tidens tand.
Tung som arvesynden.
Det skrumler og rasler derinde, lyden af ting der vil ud i det fri
Heldigvis er låsen solid!
Men perlen i min samling er denne!
En lille sølvfarvet æske med de fineste dekorationer
Skinnende blank på ydersiden, hård som stål, men let som sne.
Overfladen præget af mærker efter hammeren der skabte dens forunderlige form.
Åbner du den, Forsigtig nu!
Forundres du over det smukkeste, silkebløde kongeblå fløjls-for.
En lille skat i sig selv.
Større er dog skatten inden.
Rundt flyver de, se dem!
De små, de sarte, nogen blege som kun tiden kan.
Andre store, stærke og farvestrålende
Sprudlende af liv flagrer de rundt.
De smukkeste livsbekræftende af alle slags
Flakser rundt i mit lille kongeblå univers.
Rumsterer, oprører, berører, forfører, forvirrer mig
Med deres flyvske uskyldige leg.
Mest af alt vil jeg bare lade dem flyve
Men jeg gemmer dem til den dag jeg er parat.
Endnu en gang må jeg sande
At tiden ikke er moden til at slippe dem fri.
Så jeg stiller den smukkeste æske af dem alle
Tilbage på plads i baghovedet
Lytter sørgmodigt imens
Sommerfuglene nødtvunget falder til ro i mørket.
De fleste uberørte, støvede, næsten glemte.
Så længe siden jeg har skulle bruge noget heri.
Ude af syne.. Ude af sind.
Andre helt fremme, tydeligvis ofte åbnet og rykket rundt.
1000 forme og farver, smukke i deres pragt.
Små fine æsker der så nydeligt står stablet.
Der skal være orden i sagerne!
Ah se. Her er én. Skrammet og bulet, mærket af tidens tand.
Tung som arvesynden.
Det skrumler og rasler derinde, lyden af ting der vil ud i det fri
Heldigvis er låsen solid!
Men perlen i min samling er denne!
En lille sølvfarvet æske med de fineste dekorationer
Skinnende blank på ydersiden, hård som stål, men let som sne.
Overfladen præget af mærker efter hammeren der skabte dens forunderlige form.
Åbner du den, Forsigtig nu!
Forundres du over det smukkeste, silkebløde kongeblå fløjls-for.
En lille skat i sig selv.
Større er dog skatten inden.
Rundt flyver de, se dem!
De små, de sarte, nogen blege som kun tiden kan.
Andre store, stærke og farvestrålende
Sprudlende af liv flagrer de rundt.
De smukkeste livsbekræftende af alle slags
Flakser rundt i mit lille kongeblå univers.
Rumsterer, oprører, berører, forfører, forvirrer mig
Med deres flyvske uskyldige leg.
Mest af alt vil jeg bare lade dem flyve
Men jeg gemmer dem til den dag jeg er parat.
Endnu en gang må jeg sande
At tiden ikke er moden til at slippe dem fri.
Så jeg stiller den smukkeste æske af dem alle
Tilbage på plads i baghovedet
Lytter sørgmodigt imens
Sommerfuglene nødtvunget falder til ro i mørket.
fredag den 15. oktober 2010
Skønheden & Udyret - en musical
Så min roomie og jeg var ultra impulsive i går. Vi diskuterede om vi skulle tage ind og se forpremieren på Mastodonternes opsætning af Disney eventyret Skønheden & Udyret på Tap1 (Carlsberg Tappehal). Fra tanke til handling er der ikke langt i mit hoved, hvorfor vi efter 15 min var i fuld gang med at hoppe i noget "teater-tøj". Det skulle sig senere vise at vi var en smule "overdressed for the occasion", men det viser bare at vi har klasse og det har resten af pøblen ikke! :)
Forestillingen startede og vi kunne konstatere at musikken absolut ikke fejlede noget, hvilket jo er ret heldigt med tanke på at det er en musical :D
Noget jeg især vil huske tilbage på med mit glade barnesind er de mange imponerende kostumer, som virkelig var fantasifulde og ikke mindst smukke. Gaston var måske lidt "plastik" og virkede ikke så "skovhuggeragtig" som man måske kunne have håbet. De små sukkerknalder var simpelthen bedårende, og servietterne ikke mindre end geniale! Lumiere's lysestagehænder var godt gennemtænkte og Clocksworth's ligeså.
Belle (Julie Lund)
Skuespilsmæssigt har jeg intet at udsætte. Hun portrætterer den uskyldige men dog kloge unge pige på en måde så man kun kan holde af hende. Det eneste sted jeg mener hun falder igennem er i sangene, hvor hun ind imellem udfordres ud over hendes evner. Hun har problemer med at nå de høje toner, men derudover en smuk smuk stemme.
Le Fou (Magnus Vilhelmsborg Gøl)
Simpelthen fantastisk. Lige i øjet.
Gaston (Thomas Michaelsen Brøchner)
FANTASTISK præstation. Min veninde og jeg var begge rørende enige om at han var spot on i forhold til tegnefilmen selvom vi godt kunne have forventet større overarme ;) Måske lige lovlig meget læbestift, men han var så godt karikeret, lige fra den stoltserende gang til ansigtsmimikken som var hylende grinagtig. Og da han viser salen sin fantastiske "hårpragt" på brystkassen var vi flade af grin.
Udyret (Martin Alber)
Man sidder lidt med samme fornemmelse som man gør når man ser auditions til Talent. Man krummer lidt tæer, tænker "er du klar over du risikerer at komme på nationalt tv" og "hvorfor er der ikke nogen der har fortalt ham at han synger elendigt"? Synd.
Clocksworth (Steen Balslev)
Se her er en præstation som fortjener et ekstra bifald. Til trods for at Skønheden & Udyret nødvendigvis må kategoriseres som en børneforestilling gjorde Clocksworth figuren sit til at vi voksne fik lidt ekstra at grine af. Episoden hvor han bliver overrasket i at stå og lege med "sin lille viser", som en lille nysgerrig dreng er simpelthen ubeskrivelig. Igen. Vi skreg af grin.
Absolut anbefalelsesværdig. Både for børn og barnlige sjæle :)
http://www.facebook.com/video/video.php?v=1568060928837&ref=mf
 |
| Venligst udlånt af http://www.skonhedenogudyret.dk/ |
Efter at have nydt en lækker unghane med sæsonens grønsager begav vi os op på vores pladser, som rent faktisk var anmelderpladser (han meldte afbud.. Vores held). Ganske fine på 10. række, godt og vel midt for. Vi var skam tilfreds med udsynet.
Forestillingen startede og vi kunne konstatere at musikken absolut ikke fejlede noget, hvilket jo er ret heldigt med tanke på at det er en musical :D
Noget jeg især vil huske tilbage på med mit glade barnesind er de mange imponerende kostumer, som virkelig var fantasifulde og ikke mindst smukke. Gaston var måske lidt "plastik" og virkede ikke så "skovhuggeragtig" som man måske kunne have håbet. De små sukkerknalder var simpelthen bedårende, og servietterne ikke mindre end geniale! Lumiere's lysestagehænder var godt gennemtænkte og Clocksworth's ligeså.
 |
| Venligst udlånt af http://www.skonhedenogudyret.dk/ |
Jeg har et par roller jeg gerne vil kommentere lidt på.
Belle (Julie Lund)
Skuespilsmæssigt har jeg intet at udsætte. Hun portrætterer den uskyldige men dog kloge unge pige på en måde så man kun kan holde af hende. Det eneste sted jeg mener hun falder igennem er i sangene, hvor hun ind imellem udfordres ud over hendes evner. Hun har problemer med at nå de høje toner, men derudover en smuk smuk stemme.
Le Fou (Magnus Vilhelmsborg Gøl)
Simpelthen fantastisk. Lige i øjet.
Gaston (Thomas Michaelsen Brøchner)
FANTASTISK præstation. Min veninde og jeg var begge rørende enige om at han var spot on i forhold til tegnefilmen selvom vi godt kunne have forventet større overarme ;) Måske lige lovlig meget læbestift, men han var så godt karikeret, lige fra den stoltserende gang til ansigtsmimikken som var hylende grinagtig. Og da han viser salen sin fantastiske "hårpragt" på brystkassen var vi flade af grin.
Udyret (Martin Alber)
Man sidder lidt med samme fornemmelse som man gør når man ser auditions til Talent. Man krummer lidt tæer, tænker "er du klar over du risikerer at komme på nationalt tv" og "hvorfor er der ikke nogen der har fortalt ham at han synger elendigt"? Synd.
Clocksworth (Steen Balslev)
Se her er en præstation som fortjener et ekstra bifald. Til trods for at Skønheden & Udyret nødvendigvis må kategoriseres som en børneforestilling gjorde Clocksworth figuren sit til at vi voksne fik lidt ekstra at grine af. Episoden hvor han bliver overrasket i at stå og lege med "sin lille viser", som en lille nysgerrig dreng er simpelthen ubeskrivelig. Igen. Vi skreg af grin.
Absolut anbefalelsesværdig. Både for børn og barnlige sjæle :)
http://www.facebook.com/video/video.php?v=1568060928837&ref=mf
Abonner på:
Opslag (Atom)